søndag den 27. november 2016

Første søndag i advent

Glædelig 1. søndag i advent.
Dagen på Sømandshjemmet startede med, at vores kok Peter tændte 1. lys i adventskransen. Han tændte lyset fra fredslyset, som vi fik bragt sidste søndag. Smukt.
Vi nåede det, vi skulle, inden 1. søndag i advent.
Vinduerne blev pudset i fredags, så vi var klar til at hænge julestjerner i vinduerne. Sisimiut er ikke overdænget med en masse glimmer og glitter. Men traditionen tro, bliver der hængt julestjerner i alle huse, og de bliver tændt i dag. Også her på Sømandshjemmet.
I aftes pyntede vi op i cafeteriet. Mange flettede stjerner blev hængt i loftet som et stjernetæppe, og julelys blev sat i vinduer. 
I receptionen har vi også hængt stjerner op, og juletræet er pyntet. 
I tiden frem til jul har vi hver lørdag og søndag julefrokost i buffeten til frokost. Det har været et hit i weekenden. Vi har haft mange gæster. 
Om morgenen har vi buffet til alle hotelgæster. Håndværkere og stamgæster køber et rundstykke, et spejlæg eller hvad de nu har for vane at købe. Stamgæsterne har klippekort til deres spejlæg. Og de har et bestemt bord, hvor de sidder... Meget flinke folk, som vi holder af.
I dag blev juletræet ved Kommunekontoret tændt kl. 15. Vi var med. Efter borgmesterens tale, kom julemanden ud af borgmesterkontoret på 1. sal og svævede i en line ned til juletræet og gav slikposer til alle børnene. Og der var hyggelig julesang ved en 2. klasse. 
Efter arrangementet der, blev der serveret varm kakao og æbleskiver på Sømandshjemmet. Simon spillede julemelodier på klaveret, hyggelig stemning.
Solen står i morgen op kl. 10.30 og går ned igen kl. 14.15. Når solen er fremme, er her et ganske særligt flot lys, som I kan se på nogle af de fotos, vi har vedhæftet. Sømandshjemmet ligger så lavt at fjeldene nu skygger for solen her. Hvis vi skal se solen må vi gå højere op i byen. Temperaturen ligger på ca. -4 gr. lige nu. Efter vejrudsigten at dømme, bliver temp. ca.-14 på tirsdag, så vi har fundet skibukserne frem. Snerydningen her ude foran bliver klaret af nogle sneplove, så det eneste vi selv rydder er taget, for at sneen ikke skal blive for tung deroppe.
I dag plejer vi at holde julefrokost i Aarhus. Det har vi gjort i anledning af Lines fødselsdag i nu 25 år. I år holdt familien julefrokost uden os i Aarhus. Men vi kom med på Skype. Det var dejligt at se jer alle!! Dejligt at I fastholder traditionen.
Vi har det godt. Noget af det, vi har glædet os over i denne uge er, at flere af vore ansatte besøger Sømandshjemmet i deres fritid sammen med deres familier. Det er hyggeligt for os at møde ægtefæller og børn.
 
TAK for mails og øvrige hilsener, dejligt at høre fra jer.
PS.... Gulvet blev ikke helt færdigt, men håndværkerne kommer igen i morgen :-).

Kærlige hilsener til jer alle fra Jytte og Preben.

Julemanden på vej ned fra borgmesterkontoret til juletræet

Julemanden kort før landingen.

Adventskransen lyser op i cafeteriet.

Juletræet i receptionen er pyntet. Nu mangler vi bare en ny lyskæde.

Lyskæden er sat op i vinduet.

Et flot lys. Udsigt fra vores vindue mod nord.

Flot udsigt under rengøring på et værelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar