søndag den 7. maj 2017

Cafeaften, Horesta klassifikation og besøg af chefen.

Kære familie og venner.

Så kommer der lige en hilsen herfra os igen. Tiden går så hurtigt, at vi knap kan følge med.
Vi oplever meget her på Sømandshjemmet. Vi har fortsat lange arbejdsdage ind imellem pga. arrangementer eller fravær af fast personale. Vi er overbeviste om, at vi skal være her en tid, og derfor kan vi klare det. Vi kan godt være fysisk trætte efter en lang arbejdsdag, men vi oplever heldigvis ikke mental træthed eller udbrændthed. Tak for medleven, mails og gode tanker.
Efter sidste blogindlæg, havde vi om mandagen Caféaften på Sømandshjemmet. Arne og Bodil fra cafeudvalget havde ønsket at høre volontørerne fortælle om deres



Havisen er blæst helt ind til havnen.

Bare flot lys og lidt spejleffekt.

vej her til Sisimiut. Vi hyggede os med kaffe, the, kage og en masser af sang fra Højskolesangbogen. Volontør Simon spillede hyggemusik på klaveret, mens snakken gik under kaffen. Sømandspræsten fik lov at få 5 min. til at fortælle om aktuelle tiltag på Sømandshjemmet. Vi sad glade og var stolte over volontørernes beretninger. Vi føler os meget privilegerede, at vi har så dejlig en volontørflok, som er vores medarbejdere her.
Vi har fået lagt nyt trægulv både i konferencelokalet og i grupperummet i underetagen. Vi er fortsat i gang med at undersøge hvilket materiale, vi skal have på sofaer, stole mm. Vi får fitnessmaskiner, konferencebord med stole og hyggemøbler i underetagen til bl.a. strandede gæster. Det bliver rigtig godt. Selvom det har taget noget tid at overbevise chefen om, at det ville være en god ide med fitnessmaskiner..
Solen står nu op kl. 4.16 og går ned kl. 22.45. Det er blevet tøvejr, og sneen smelter. Vandet løber ned ad vejen som en stor flod. Grøfterne er nu ved at være frie for sne, så foråret er kommet… Snespurven synger fine forårsstrofer, men her er ikke så mange blomster..
Snescooteren er nu blevet flyttet udenfor byen, så vi stadig kan benytte os lidt af den i baglandet, hvor der er masser af sne. Det var et helt projekt at få den flyttet derud. Men det er godt med kvikke volontører. Vores varebil blev bakket ind i en snedrive, og så blev scooteren kørt over plænen og direkte op på ladet. Og så modsat udenfor byen, hvor den er parkeret ved Simons hunde og forhåbentlig står i sikkerhed.
Sådan fik vi scooteren op på bilen, så vi kunne få den udenfor byen, ud til sneen. 

Preben: I onsdags tog jeg og Jan på herre-snescooter tur. Jan som kommer til vores søndagssamling sammen med Kristina og drengene. Der var stille vejr og blå himmel. Først kørte vi ud til udsigten og nød viewet ned over den frosne fjord. Derefter kørte vi ned til fjorden og hen over den, ind i bunden til en kommunal hytte. Så kiggede vi på kortet og blev enige om, at kaffepausen skulle holdes omme i Lille Narsaq, som er et meget flot sted med en hytte, der ligger lige ud til en isfri fjord. Det var en stor oplevelse, da vi kørte op over dalpasset, hvorfra vi først fik udsyn ned over fjorden og bjergene på den anden side. Der skal Jytte med ud engang! Jeg ville ønske, at jeg kunne tage Jer alle med til dette sted. Det ligger ca. 25 kilometers kørsel fra Sisimiut.

Udsigten til kaffepausen.

Storslået stilhed krydret med lidt ørne i det fjerne

Skal vi ikke lige tage et billede mere Jan.

Så er der kaffepause med hindbærsnitter.

På vej op fra fjorden igen.

På vej hjemad med udsigt til skibakken i midten.
Jytte: For en uge siden blev den lille blå kirke fra 1775 genindviet efter en større renovering. Vi troede, det var et åbent arrangement. Vi er jo med, hvor vi kan snige os ind… Der var fin sang ved et børnekor, og så var der talere ved Nationalmuseets direktør Daniel Thorleifsen fra Nuuk, vores egen afgående borgmester Herman og Museets direktør Christine. Undervejs fandt vi ud af, at det var et arrangement for særligt inviterede.. Vi listede ud, inden champagnen blev serveret..
Børnekor indvier den gamle kirke.

Den afgående borgmester holder tale ved indvielsen.
Senere kom direktørens børn og deres far til aftensmad på Sømandshjemmet, og så kunne vi jo sige ”Hej-Hej” igen. Og vi kunne rose børnene for deres smukke sang. Vi bor nabo til Den gamle Kirke og Museet, som den er en del af, så vi vil høste mange gæster, som har været på museet, og som bagefter trænger til en kop kaffe.
Sidste lørdag fik Sømandshjemmet fin reklame i radioen. Vores køkkendame Pauline deltog i en direkte radioquiz. Udover spørgsmålet, hun skulle svare på, og som gav point, blev hun spurgt om, hvad det bedste på Sømandshjemmet var, hvortil hun svarede: Sovsen… Måske var det grunden til, at der om aftenen kom særligt mange gæster.
Vi nyder de lyse aftener. Og vi mærker, at søvnbehovet er aftaget, efter at lyset har fået mere magt. For en uge siden gik vi efter arbejdsophør v. 22-tiden ud på Teleøen og så solen forsvinde bag klipperne. Det var en fin aften. Vi havde en sort plasticsæk med, som vi kunne sidde på på et klippestykke. Der var helt stille, ikke en vind rørte sig, indtil et af forsyningsskibene kom tøffende forbi, mens solen forsvandt. Vi holder meget af disse aftener, og den stilhed her er. Helt unikt.
Aftensol ved 22 tiden ude ved teleøen.
Så er bordene til vaskekøkkenet kommet og monteret. Vi kunne først hente varerne fra skibet tirsdag. Onsdag morgen kom en VVS´er og hjalp med at flytte vasken mm. Det er blevet så fint. Vores industriopvaskemaskine er blevet koblet til varmt vand, så den nu kan vaske op på en tredjedel af den tid, den brugte før. Og bordene er fine uden høje kanter. Det fungerer og er i orden. Der bliver vasket rigtig meget service i løbet af en dag.
Her i Sisimiut er der tradition for ”Sund Maj”. Vi er også på banen. Volontør Louise har vist stort engagement og gjort et flot stykke arbejde. Hun har sammen med kokken lavet madplan for maj. Hver mandag og torsdag laver Louise særlig sund mad, som sælges både til frokost og til aften. Det er et fint supplement til, hvad vi ellers sælger.
Torsdag fik vi besøg af chefen. Han havde desværre glemt rødvinen.. Med sig havde han Lars fra bestyrelsen og en arkitekt fra Randers, som har været med ind over alle Sømandshjem i Grønland i mange år, og han kender hver en krog her.
Rabatten er blød og man risikerer at synke i.
Vi gennemgik blandt andet huset fra A til Z. Og vi vil få en rapport over, hvad der skal renoveres. Til vores egen lejlighed, spurgte vi om et nyt komfur, da det eksisterende er meget gammelt, og lågen kan ikke lukkes. Det er farligt at bede om noget, for inden gæsterne tog afsted i dag, lå der fire arkitekttegnede tegninger over et nyt køkken til vores lejlighed. Vi skal lige sove på det… Vi har garderobeskabet i tankerne, hvor lang tid det har taget.. Det vil nok være nemmere og hurtigere bare at købe et nyt komfur.
Vi sendte chefen og følge afsted med skibet Sarfaq Ittuk i retning mod Aasiaat kl. 21. De vil være fremme i morgen tidlig kl. 8. Håber de kan komme gennem isen. Det har været super hyggeligt at have besøg af dem. Og der har været tid til mange gode snakke.
Vi har blandt andet talt om vores behov for at komme hjem en ekstra gang til efteråret. Det er der heldigvis ingen problemer i. Vi savner at følge vores børn i deres hverdag. Og vi savner vores familie og venner. Vi er rigtig glade for at være her, men vi kan ikke sige os fri af savnet. Så for at vi kan være i det her, må vi hjem en ekstra gang. Line og Tobias venter deres andet barn til maj. Vi vil savne at kunne følge dem tæt. Laura har fået en kæreste. Ham glæder vi os til at møde og lære at kende. Og Kristian er flyttet til T H Gade og arbejder i Ikea. Vi glæder os til at smage hans boller og pizza, som han har sendt fotos af. Vi kan ikke få det hele. Vi har mange, mange fine og gode oplevelser her. Og det vil vi heller ikke undvære.
Vi har i dag haft besøg af Horesta. Vi havde tre stjerner, og vi er atter kvalificeret til tre stjerner i Hotel- og Restaurantafdelingen. Vi var sammen med ham rundt på ledige værelser, hvor han ledte efter støv på meder under senge og over billeder på væggen. Han undersøgte propper i håndvaske og kiggede efter hår i baderumsriste. Ja hold da op, hvor vi lærer mange nye ting og hold da op, alle de mennesker, vi skal forholde os til. Men vi vil ikke undvære det. Det giver sjove og uforglemmelige oplevelser. Og de tre stjerner fik vi!
I den kommende uge har vi fået en ordre på 120 stk. smørrebrød i fem dage. Så udover de mange stykker smørrebrød, der dagligt bliver smurt, skal der smøres 600 stk. Normalt koster et stk. smørrebrød 25 kr. Firmaet, der har bestilt, får lidt rabat…
Vi kommer snart hjem. Det glæder vi os til. Vi har lejet et sommerhus fra d. 20. maj til 3. juni. Adressen er Højbovej 16, Egsmark Strand, Ebeltoft.  Send lige en sms på vores danske mobil, hvis I kommer forbi. Vi er der ikke hele tiden.. Men rigtig dejligt, hvis I kommer. Det vil glæde os!

Solen luner, og vi fik besøg på altanen af Jan og Kristina.

En dejlig mandag eftermiddag.
Mange kærlige hilsener og på gensyn
Preben og Jytte.