Kære familie og venner.
Tak til Hanne og Thorkild, som tog turen hertil og til Ilulissat.
Det var skønt at have besøg af jer, og vi glæder os over at kunne dele vores
verden her med jer. Vi nød SÅ meget, at I var her! Og tænk, vi så hvaler første aften, I var her.
Og siden vi skrev sidst, har vi også fået at vide, at Margit
og Finn kommer i sept. Vel nok jer, der fik os sparket afsted!
Og Tilde og Line kommer på tirsdag! Det er helt vildt, og vi
glæder os så meget!
Hanne og Thorkild med på tur rundt om Ulkebugten. |
Er der mon en sæl i farvandet? |
Krabbekløerne skal åbnes, for at man kan få fat i kødet. |
Vi har det godt, savnet til jer derhjemme føles mindre, når
vi har gæster fra Danmark. Vi nyder fortsat miljøet her, ikke mindst i
cafeteriet, hvor vi fortsat har rigtig mange gæster, og fortsat får mange
positive tilkendegivelser fra gæsterne.
I ugen efter, vi skrev sidst, skete der en forfærdelig dødsulykke
på Dumpen. (Lossepladsen). En mand kom i klemme mellem en gravko og en container.
Vi mistede en gæst. Han plejer at spise spejlæg hos os hver formiddag. Vi
kender også ham, der sad hos den afdøde, indtil ambulancen kom. Han var
chokeret. Episoden har efterfølgende betydet større sikkerhed på Dumpen. Ensrettet kørsel, og
alle, der kommer på Dumpen, bærer hjelm og refleksvest. Manden blev begravet i søndags. Vi leverede
lagkager og bradepandekager til mindesamværet, og familien boede her, så vi var
involveret i begivenhederne. Det er godt for os at mærke, at vi også kan bruges
der, hvor livet gør ondt.
Vi har haft rigtig mange krydstogtgæster i den forgangne
uge. Onsdag lå et stort krydstogtskib med over 800 mennesker ved kajen, og et
stort et lå ude på vandet med plads til over 400. Gæsterne derfra blev sejlet
ind til kajen. Det betød, at der myldrede med mennesker overalt i byen.
Cafeteriet var fyldt om eftermiddagen, så ”murerne” var ved at bakke ud herfra
igen. Men vi fik udfordringen løst, så murerne også kunne være her. Krydstogtgæsterne
køber en kop kaffe og noget wi-fi. Så alle sidder med næsen i telefonen. Vi synes
jo, de skulle tage ud i byen og kigge lidt i stedet. Vi har ikke haft så godt
vejr, så måske er det grunden?
Solnedgang set fra vores stue mod Præstefjeldet. |
I sidste weekend var vi på havnen og tage imod Solveig og
Søren, som kom med Sarfaq Ittuk fra Nuuk og skulle videre til Ilulissat. De har
afsluttet deres periode i Nuuk. Søren har været sømandsmissionær i 3½ år. Vi
nød at have et kort besøg af dem her, inden de skulle videre mod nord.
Vi vinker farvel til Solveig og Søren, Hanne og Thorkild. |
I den forgangne uge fyldte ”Nørgaard” 75 år. Det skjuler
han godt, han løber rundt som en på 60. Hans venner ved stambordet spurgte
dagen i forvejen, om vi kunne hejse flaget for ham. Og det gjorde vi
selvfølgelig, og der var gratis spejlæg og kaffe til Per.
Sommeren er ved at være slut. Sommersjov sluttede d. 31. juli.
Mange børn mødte op. Heldigvis kunne børnene være ude. Og der var gang i den.
Der var gang i bålfadet, der blev løbet med sæbekassebiler, der blev leget og
hygget. Sommersjov har været godt besøgt, og vi har nydt, at Signe og Simon har
stået for arrangementet. Nye børn kom til i år, mange grønlandske børn kom her
med deres forældre for første gang. Vi er taknemmelige over, at folk i byen
bakker om vores arrangement her. Vi håber, vi kan gentage succesen næste år,
hvor Sommersjov vil falde sammen med Sømandshjemmets 50års fødselsdag d. 26.
juli.
Simon Bakbo, som har afløst Simon Søvndal, synger nu også på
sidste vers som souschef her. Han rejser til Ilulissat på ferie sammen med
Signe næste lørdag. Og så skal han fortsætte sit teologistudie. Simon Søvndal
kommer tilbage hertil d. 17. sept.
Vi nyder denne we, som er den sidste friweekend her, inden vi
skal til DK i sept. Vi tog på Kællingehætten i aftes. Det nød vi meget. Myggene
og augustfluerne var også på Kællingehætten. Vi var ved at blive ædt. På toppen luftede det lidt, så der var ingen småkravl. På vejen ned fik vi øje på en snehare.
Kællingehætten set hjemme fra altanen. |
Kællingehætten set på tæt hold. |
Sisimiut set fra Kællingehætten. |
Nogle steder må man bruge reb for at komme op. |
Alle strabadserne er glemt, når man kommer op på toppen og ser denne udsigt. |
Pause på toppen. |
Vi fik skudt vores første snehare med fotografiapparatet. |
I denne uge har vi haft fuldt hus en nat på hotellet. Det
skyldes, at en englænder for et års tid siden bookede næsten alle værelser til
et velgørenhedsarrangement. 120 mennesker vandrede en stor del af turen fra
Kangerlussuaq til Sisimiut. De nåede frem til Sisimiut onsdag. Vi havde ikke
reserveret alle værelser til dem, men 40 boede her. Og resten af holdet boede
andre steder i byen. Der var en del
kørsel med dem, og de fyldte meget næste morgen, da de skulle tjekke ud igen.
Der var bagage overalt i receptionen, og MANGE værelser, der skulle rengøres.
Alle var i gang. Vi nåede at få rengjort det hele, og klokken 16.30 blev det
sidste stykke sengetøj rullet. Vaskehuset var fyldt op til bristepunktet med
tøjstativer med sengelinned. Projektet lykkedes og dejligt, da de var væk igen..
To gange i denne uge er vi blevet glade og rørte. Første
gang var da vi fik mail fra Vejle om, at Martha og Søren har forlænget deres
kontrakt til 20. juni 2019. Anden gang var da Sara kom og sagde, at hun gerne
vil forlænge sin kontrakt til næste sommer. Det betyder så meget, at vores
volontører trives. OG når de forlænger kontrakten, er det et konkret tegn på,
at det gør de! Tak!!
Vores nye volontørhold. |
Solen står op kl. 4.53 og går ned 22.28. Her er 8 gr, og
ingen regn i dag.
Tak for mails og hilsener. Det betyder så meget for os at
høre fra jer.
Kærligste hilsener, knus og varme tanker fra Preben og Jytte.