søndag den 13. november 2016

Hundeslædekusken er klar. Bilen måtte trækkes fri af en snedrive.

Kære familie og venner.
Endnu en uge er gået, og det er tid til en lille opdatering fra polarcirklen. Der har været en del gæster i denne uge, og fredag strandede mange af dem her, fordi flere fly blev aflyst pga. vejret. Derfor blev mange af vores gæster boende til lørdag. Det var jo godt for os. Torsdag kom der en del sne og i kombination med en kraftig vind betød det, at nogle veje blev ret ufremkommelige. Efter at have afleveret gavekort til hjemmehjælpen til deres store julefest i hallen endte jeg (Preben) med at sidde fast med VW´en i en snedrive. En fra hjemmehjælpen ringede til en fra Toyota værkstedet. Han kom i hans 4-hjulstrækker og trak bilen baglæns ud på vejen igen. Min bedste undskyldning var, at 4- hjulstrækket på VW´en ikke virker. En anden god undskyldning var, at det var svært at se, hvor vejen var henne, da jeg blev nødt til at bakke tilbage ned ad en vej i et sving. Nu får Toyota-Hans bilen med hjem på tirsdag, så kigger han på det. Han har en ide om, hvad der er galt. Så håber vi, at han har den rigtige reservedel hjemme.
Der er kommet så meget sne nu, at det er hundeslædeføre. En af kuskene, Jens Juel har været forbi for at fortælle, at han er klar. Vi skal bare ringe, hvis nogle af vores gæster er interesserede i at komme ud på en hundeslædetur. Det koster jo noget, men det er garanteret også en stor oplevelse, som vi også selv gerne vil prøve.
Onsdag kunne både Simon og jeg fejre fødselsdag. Vi blev fejret på behørig vis til eftermiddagskaffen med kagemand og lagkage, som Peter-kok havde lavet. Anne Marie sang fødselsdagssang for os på grønlandsk, meget flot. Til aftensmad havde vi hver især inviteret nogle, som vi kender fra byen. Der var hakkebøf med bløde løg på menuen.
Torsdag aften, Mortensaften, var der travlt i køkkenet. Der blev solgt godt 170 kuverter and, plus der var nogle, som købte diverse grillmenuer. Niels-kok var selv på arbejde om aftenen for at hjælpe til.
Det var en god og travl aften. Mange købte maden ud af huset, så vi havde travlt med at pakke.
Desværre har der været lidt misforståelse i vores bestilling af kamben, til spareribs, som vi har på menuen fredag, lørdag og søndag, så der er udsolgt i denne weekend. Det var meningen, at vi skulle få leveret et kvart ton med hver andet skib. Men leverandøren har forstået det sådan, at det skulle være hvert andet af de skibe, hvor vi får frysegods. Dvs. der er kun kamben med hvert 6. skib... I morgen får vi både en normal levering fra Aalborg plus en ekstra sending fra Nuuk, som ikke nåede frem inden weekenden. Derfor får vi 550 kg. kamben i morgen, så næste weekend burde vi være sikret. Vi sælger kun spareribs i weekenden. Overblik over varebestillingen er noget af det, som vi i øjeblikket arbejder på at skabe. Det sker af og til, at nogle af de ting, som vi har fast levering på, ikke kommer som forventet. Enten har vi for meget, eller også løber vi tør for f.eks. rundstykker.
Nu har det handlet meget om mad, så nu må jeg (Jytte) hellere tage over.
Solen står op kl. 9.30, og går ned kl. 15.06 i morgen mandag her i Sisimiut. Sneen lyser landskabet op, og her er meget flot. Luften er meget frisk og klar. Vi nyder meget at komme ud og gå, helst hver dag. Nogle dage er det ikke lykkedes pga. travlhed, men vi prioriterer det højt.
Arbejdsmæssigt begynder vi at få mere luft.. Det er en god fornemmelse for os, at vi kan finde ud af tingene.  Vi har mere overskud til også at snakke med gæsterne. Det betyder jo meget for os, at det skal være hyggeligt at komme her.
I ugens løb har vi fået flere tilkendegivelser af, at her er rart at komme. Det gør godt, og det giver os arbejdsglæde. I går havde jeg også en længere snak med et par stykker, som tidligere har afholdt deres kurser og kursusdeltagere boende andre steder i byen. Men de synes, at Sømandshjemmet og det, vi kan byde på, er bedre, så fremover vil de nok være her...  Det giver energi!!
I fredags havde vi besøg af en 10. klasse fra Sdr. Strømfjord. 8 elever og to lærere. De fik noget at vide om Sømandsmissionen og Sømandshjemmet, og hvad vi kunne byde på. De fik rundvisning i huset. Var noget imponerede over det store fryserum, vi har i kælderen. I dag kom de igen for at spise frokostbuffet her.  Det var en dejlig flok. Én af drengene spurgte til, hvor mange snescootere vi har. De havde tre derhjemme!
Vi har det godt. Vi glæder os over alle de mennesker, vi møder, og specielt dem, vi får en relation til. I onsdags var jeg i Jysk (håber vores nabo i Aarhus læser det) for at købe håndklæder. Arctic Import, som vi normalt køber varer igennem, kunne ikke skaffe den rigtige farve... På vejen hjem med en ordentlig stor sæk håndklæder, når jeg at få to tilbud om kørsel. Og vi har kun været her 1,5 måned. Det ved jeg ikke, om det var sket i Aarhus? Per skulle ikke den vej, men han kunne kende mig fra Sømandshjemmet, vejret var dårligt, så han kørte mig til døren. Søde mennesker.
I går ryddede vi soveværelset og kontoret for møbler... For nu kommer håndværkerne snart og lægger trægulv. Og tømreren er fra Padborg (Sønderjyde), så jeg tror på ham, vi snakker samme sprog...
Ha´ det godt. Vi tænker på jer. I den kommende uge vil vi specielt tænke på jer, Hanne og Thorkild og den fest, vi går glip af. Rigtig hjertelig til lykke med Sølvbrylluppet på onsdag. Og rigtig god fest på lørdag. Vi vil savne jer, skønne mennesker.

Mange knus og kærlige hilsener fra
Jytte og Preben.




Er der Fødselsdagsfest i Bilka ? Nej der er håndværkertilbud (Kaffe og Spejlæg) på Sømandshjemmet!

Udsigten fra Sprogcentret ud mod lufthavnen i formiddags.
Kagemand og lagkage til eftermiddagskaffen.

Simon og Preben holdt fødselsdag i onsdags med gæster. Rigtig hyggeligt! Simon er ikke med på billedet - han stod på det tidspunkt i køkkenet, fordi der var travlt. Vi hjalp hinanden, så godt vi kunne.
For en gangs skyld noget ordentligt fødselsdagsvejr d. 9 november!

Sprogcentret har elever fra hele Grønland. Mange af dem bor under kurset på Sømandshjemmet.

Altanen i vinterdragt. Der er nok kommet ca. 50 - 60 cm sne.

Sømandshjemmet ca. i midten. I baggrunden forsyningsskibet igang med at lægge til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar