mandag den 17. oktober 2016


Kære alle
Tak fordi I har valgt at følge os, og tak for hyggelige mails. Vi skal nok svare jer personligt lidt efter lidt. 
Vi har det godt her. Vi glæder os over hver ny dag, hvor vi får lov at få så mange skønne oplevelser med hinanden, volontørerne, de øvrige ansatte og gæster. Vi nyder den gode atmosfære her og den skønne natur udenfor.

Vi har fuld hus på værelserne lige nu, og konferencefaciliteterne er også i brug. Vi har mange kurser. Det er lige fra truckkursus til kursus fra børne/ungeafdelingen i kommunen. Vi servicerer med smørrebrød og kager i pauserne. 

Den sidste uges tid har vi haft fornøjelse af et bigband fra Danmark. 28 unge mennesker i alderen fra 6. klasse til 1.g. De har boet på vandrerhjemmet, men har spist morgen- og aftensmad her. Det har været superhyggeligt at ha besøg af dem. De har givet koncerter hver dag i byen. I lørdags tog vi ned i kulturhuset og hørte deres musik der. De er dygtige. Vi vil savne dem, når de i morgen tager hjem. 




Og så er sneen begyndt af falde. Temperaturen ligger på ca. -5 g. Der er som regel ret stille vejr. Vi har også haft fornøjelse af at se nordlys flere gange. Det er SÅ imponerende hver gang, og så forskelligt. Lys i grønlige farver, der bølger hen over nattehimlen. Det er endnu ikke lykkedes at tage foto af lysfænomenet, måske lykkes det senere. Dagene kortes. Det er ikke lyst før kl. 8.47, og solen går ned igen kl. 17.51. I dag har der igen været høj blå himmel. Der bliver ikke saltet her, så godt vi har fået pigdækkene på. Der er glat mange steder til stor fornøjelse for børn i alle aldre, der tager turen ned i kælk på glatte veje.


Solopgang over Sisimiut



 I går var vi igen på Teleøen, hvor vi nyder at komme og få et lille frikvarter. På vejen hjem gik vi forbi havnen. Fangerne var netop kommet hjem med en masse rensdyr, de havde skudt og parteret. Egentlig må de ikke sælge kødet på havnen, men.... det sker, der bliver solgt noget, inden det kommer på brættet, hvor det er fuldt lovligt at sælge. Vi har fået en rundvisning der med forklaring på farvekoder og numre... fangstdatoer og numre på fangerne.



 Vinterfrakkerne er fundet frem. Vi ligner vist os selv....


 Sisimiut nu med sne... I nat fik vi stjålet vores store kranie fra en moskusokse, så i formiddags måtte vi melde det på Politistationen. Det var noget af en oplevelse. Det tog så lang tid. Nogle ting er lidt gammeldags. Fx har de på politistationen fortsat lange kolonnebøger, hvor ting bliver noteret med kuglepen. Udover tyveriet skulle vi også aflevere en mobiltelefon, som vi har fundet på et værelse efter at en canadisk sømand har haft besøg af en pige på værelset..  Sisimiut er ikke større, end vi kan gå rundt til alting.

Her er en af vores friske volontører. Simon er hoppet i vandet. Vi har fået lov at lægge fotoet ud...

Vi lærer også nye ting. Vi har lært, hvordan standarden på et værelse på et trestjernet hotel skal være. Det er ikke lige meget, hvordan håndklæder lægges sammen... Vi vasker selv alt vores tøj. +Vi vasker arbejdstøj for Sisimiut Olie og tøj for tandlægerne på begge skoler. Og så ruller vi sengetøjet.... Det kræver lidt fingerfærdighed... Det er lært nu... I denne uge er der også efterårsferie på skolerne her, så både vores receptionist og rengøringsansvarlige har ferie. Det betyder, at vi alle er i gang..

Vi nyder, når der er tid til at snakke med vores gæster. Det betyder meget for os, at Sømandshjemmet skal være et hyggeligt sted at komme. Det skal gerne være rent og indbydende at sætte sig ved et bord. Vi prøver at skabe hygge.

Snart skal vi i gang med at tænke på jul og søge sponsorater til julehjælp. Vi håber, at mange vil støtte os. Flere har allerede givet tilsagn om at hjælpe juleaften.
Vi får besøg af vores børn, det glæder vi os til.

Ha det godt alle derude....

Kh Jytte og Preben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar