søndag den 9. oktober 2016

I denne uge er pigdækkene sat på VW´en, så nu kan sneen godt falde. Vi er klar!
Vi havde besøg af cirkus Arena fra igår til idag. Der var forestilling i hallen i aftes. Elefanterne lod de blive i Danmark, men de havde en papegøje med. Der var top læs på bilen, da vi kørte dem til og fra lufthavnen. Der var godt 1000 mennesker til forestillingen, så det var ret pænt. Vi troede, at vi ville få en stille aften i cafeteriet, når mange ville tage i cirkus, men der var alligevel rigtig mange, som skulle have spareribs fredag aften, så der blev travlt. Vi havde sendt så mange af medarbejderne som muligt til cirkusforestillingen.
Ellers får vi tiden til at gå med at komme ind i tingene og lære arbejdsgangene at kende. Der er mange ting at holde øje med. Vedligeholdelse af huset, håndværkere der skal holdes i ørerne. Varer som vi ikke må løbe tør for, og medarbejdere der gerne skal trives, ikke mindst. I dag har vi ansat en ny ung medarbejder, i første omgang til at hjælpe til i opvasken. Det er også rart med en ekstra afløser at trække på.
Der kommer mange lokale forbi, som gerne vil sælge håndlavede smykker eller andre souvenirs. Forleden blev vi tilbudt torskefileter.. Sælgeren mente, der var over 40 kg, men da vi fik fisken vejet, var der kun 31 kg. Han ville næste dag skyde 5-6 rensdyr til os, men det havde vi i forvejen nok af.
I dag har der også været tid til at gå en tur, lidt op ad fjeldet som kaldes Præstefruen. En flot tur under blå himmel.
Udsigt ude fra Teleøen. Man kan se lidt af Sømandshjemmet lige midt i højre side af billedet.
Udsigt ind i baglandet. Ude bag ved byen ligger hundepladsen, hvor byens hunde er parkeret, indtil sneen snart kommer.

Vi gætter på, at det er nye forsyninger af rejer, som står klar til at komme med skibet retur til Danmark imorgen.
Man skal nødigt gå ned på udstyr. 

Flyveren fra Nuuk lægger an til landing.

Vi har det godt. Vi nyder, når vi kan vinge ting af, som vi godt kan finde ud af. Og dem bliver der heldigvis flere af. Udover alle de administrative ting med varebestilling, godkendelse af fakturaer, receptionsopgaver, løn, arbejdsplaner mm, nyder vi rigtig meget at snakke og hygge om vore gæster. Fyrfadslysene er fundet frem, det er mørkt, når de første stamgæster kommer kl. 6.
Om onsdagen har vi strikkeklub, det er hyggeligt at møde lokale kvinder, som enten bor her fast eller er på arbejdsophold. Vi snakker, strikker og drikker kaffe..
Vi kommer hjem en tur i februar fra d. 2.-17. Første uge på konvent/kursus. Og anden uge har vi ferie. 
Det var lidt fra os, vi glæder os til at høre fra jer derude.
Kh Jytte og Preben.





2 kommentarer:

  1. Tak. Hyggeligt at høre fra nord. Så en af jeres døtre i kirken idag :-) Vi har indevejr med regnbyger og koldt (dog uden pigdæk, men jeg skal ikke slå græs så ofte, og tænker noget på tøjvalg, når jeg cykler. Hygger med datteren, der er hjemme pga fugt i lejligheden. Det er stadig overvejende grønt, men efterårsfarvene bryder igennem.mvh ljm

    SvarSlet
  2. Godt at høre lidt om jeres liv i Sisimiut og at I begynder at komme ind i nogle af opgaverne. Håber at I også finder tid til at lade op. Knus Lone, Herning

    SvarSlet