søndag den 23. oktober 2016

Hej igen.
Tak for mails og øvrige hilsener. Det varmer så meget.
Vi har nu været her en måned. Vi har det godt. Vi keder os ikke, der er altid noget, vi kan gøre enten på kontoret, i cafeteriet eller i køkkenet. Vi er omgivet af søde og rare mennesker, og vi får hver dag dejlig mad. Naturen er fantastisk. Vi nyder dagligt at komme ud og gå en tur og mærke den friske luft.
Vi har nu haft den første snestorm, men de lokale siger, at sneen nok ikke bliver liggende. De har nok mere forstand på det, end vi har.
Solen går i aften ned kl. 17.32 og står op igen i morgen kl. 9.09. I dag ligger temp. på -4 gr., stille vejr med snebyger ind imellem. De første snescootere er set i byen. Preben ønsker sig én.
Tiden flyver afsted for os. Vi har haft en travl uge, da vores faste receptionist og den ansvarlige for rengøringen på værelserne har holdt ferie. Vores varer, som skulle være kommet med RAL (Royal Arctic Line)  i mandags, var blevet forsinket fra Ålborg, så de kom først torsdag. Preben hentede varer i flere omgange, i alt 1,8 tons. Og så ringede de alligevel fredag, at der stadig stod en palle varer til os...
Samme dag var der en del lufthavnskørsler. Vi henter ikke gæsterne (ønsker ikke at konkurrere med Taxa), men vi kører gæster derud. Så ved I det, når I kommer...
Hver torsdag aften har vi besøg af volontørerne. Det er hyggeligt. Vi har alle brug for at fortælle, hvordan vi har det. Vi er en lille familie. Vi drikker kaffe og hygger os.
Fredag aften var vi i Kulturhuset. Der var koncert med en svensk  rapper, og senere var der åben scene. Her benyttede én af vores volontører muligheden for at give et nummer på klaver: Det var supergod reklame for Sømandshjemmet. 
Det er nu lykkedes os at få den sidste kasse pakket ud. Det skete i går. Det er en god fornemmelse. Vi er dog ikke helt på plads i lejligheden, da der skal lægges nyt gulv i soveværelset og på kontoret. Men vi har vores stue, gæsteværelset og badeværelset. Det er de vigtigste rum lige nu. Vi har snakket med en tømrer flere gange; jeg er spændt på, om der sker noget inden jul..
Det var alt for nu.
Ha det godt alle.
Kh Jytte og Preben.


Sømandshjemmet ved solnedgang i dag.

Grønlands længste bro i sin fulde længde ;o)

Endnu et foto af de imponerende bjerge i horisonten.

Jytte ved udsigtspunktet



Udsigt fra Sømandshjemmet i aftensolen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar