fredag den 21. december 2018

Glædelig jul på årets korteste dag.



Kære familie og venner og alle, som læser med.

I dag stod solen op kl. 11.44 og gik ned igen kl. 13.21. Indrømmet: Vi nåede ikke ud i det tidsrum! Men da klokken var halv 3, og vi var på vej til 10 års jubilæum i Familiecenteret, var der stadig ”lyst”. Helt lyst er der jo ikke, men dunkelt. Da vi gik hjem mod Sømandshjemmet, var det bælgmørkt, og vi kunne ikke forstå, klokken kun var godt fire. Det har været mildt i dag: ca. -6 gr. og kun ganske lidt vind.

En sen solopgang.

Det var dejligt at besøge Familiecenteret, hvor vi flere gange tidligere har været forbi med invitationer til juleaften, mad eller noget andet. Vi mødte bl.a. borgmesteren. Malik spurgte til vores juleaften. Han havde gennem sin hustru hørt, at vi havde købt mange gaver. Vi kunne fortælle ham, at der er 60 tilmeldte. Han roste vores arrangement. Til gengæld roste vi, at Rådhuset nu endelig er under renovering. Det har været tiltrængt længe. Malingen skaller, og vinduerne er utætte. Nu er facaden ved at blive udskiftet, og vinduerne skiftes. Det er et større projekt. De nåede lige at komme godt i gang, da vinteren satte ind!

Testmølle nr. 2 er kommet på plads.

Nu er den sidste julefrokost bragt ud. Det skete mandag. Familiecenteret bestilte 50 couverter, som skulle med postbåden ud til bygden Itilleq, som ligger ca. 40 km syd herfor. I bygden bor der ca. 75 mennesker. Vi leverede maden i 9 varmekasser, som kom med postbåden kl. 9, og kasserne kom retur torsdag. Kokken startede kl. 2 om natten, og én af køkkendamerne kom kl. 4. Jo, alle sejl bliver sat til, når mad skal ud af huset. I ugen før kom der to bestillinger på julebuffeter med kort varsel. Grønlændere planlægger ikke altid så lang tid i forvejen. Den ene indkom kl. 14, og én kom kl. 16. Begge firmaer ønskede maden leveret dagen efter. Det var som om, at det pludseligt gik op for nogen, at nu var det jul, og nu måtte der arrangeres en julefrokost for medarbejderne.

D. 10. holdt vi cafémøde, hvor vi sang julen ind. Både på grønlandsk og på dansk. Og som det er blevet tradition, deltog mandskoret MALIK også. De har deltaget alle tre år, og vi aftalte med dem, at det nu er en tradition, at de deltager. Der var 45 voksne og 3 børn. Det ene af børnene var Milla. Hun og hendes mor troede, det var klippe- og bageaften. Men der var vi ikke nået til endnu. Men det kunne vi selvfølgelig gøre noget ved, og vi fandt glanspapir og saks, og både Milla, hendes mor og alle, der var på Sømandshjemmet, havde en dejlig aften!

Mandskoret Malik synger julen ind for og med os.

Simon med Malikkoret som backup.

Alternativ cafeaften.

Onsdag i samme uge holdt vi årets sidste strikkecafé. Da kokken næste dag hørte, at vi var 26, var hans første tanke, om rugbrødslagkagen slog til. Han kunne beroliges: Alle fik rugbrødslagkage, og der var endda noget i overskud. Det forstod kokken ikke. Han glemmer at tænke på, hvor høj lagkagen er; det er jo ikke fyldet, der bliver sparet på, så når der skæres af en 20 cm høj lagkage, behøver stykket, man skærer, ikke være megatykt. Kokken synes, vi spiser for lidt! Men vi er jo kvinder!Vi holder juleferie i strikkecaféen nu, indtil 9. januar, hvor vi åbner igen.

Kommunen henter sne på Frederik d. IX´s plads og kører den hen på skibakken (Tøsebakken) ved Spejdersøen.

Luciadag var jo noget ganske særligt sidste år, hvor Ane Marie var brud. I år ramte Luciadag Ane Maries hjemmedag, og det kunne der desværre ikke rokkes ved fra bostedets side. Der var derfor ikke optog på Sømandshjemmet, så alles øjne forblev tørre. I modsætning til på Alderdomshjemmet om eftermiddagen, hvor det forlyder, at Simon var brud! Vi har desværre ikke nogen dokumentation, da vi blev hjemme og passede butikken. Også senere på dagen blev der gået Luciaoptog på Familiecenteret, hvor Simon havde sit arrangement i samarbejde med dem og Blå Kors. Måske kan Ane Marie være brud igen på Sømandshjemmet i 2019, hvor dagen må falde på en fredag? I år gik Ane Marie Luciabrud henne på rådhuset. Det har vi set billeder af.

Stamgæsterne har virkelig omsorg for hinanden! En morgen kom Per før kl. 8 for at spørge, om ikke vi kunne sætte flag på bordet, fordi bornholmeren fyldte år. Selvfølgelig kunne vi det, og der blev givet lidt gratis kaffe ved bordet. Bjarne var ikke alt for glad for den megen opmærksomhed, men han blev ikke spurgt 😊.

Niels kok holder lige en pause sammen med Jens Ove ved stambordet.

Der er også en stamgæst, som desværre har været indlagt og været en tur på sygehuset i Nuuk. Det var mere alvorligt. Vi så ham ikke længe, men vi har hele tiden fulgt med i forløbet, fordi stamgæsterne på skift har haft kontakt med ham. Vi har også været omkring hans kone med et par ostemadder. Det er jo svært i sådan en situation, fordi hun ikke lige kan starte bilen og besøge manden på sygehuset. Det kræver en tur med Air Greenland, og det koster..
Dagen efter vores stamgæst, som i tidernes løb har lagt adskillige kroner i Sømandshjemmets kasse, kom tilbage fra Nuuk, var vi på kokkens opfordring omkring ham og konen med en spand gule ærter med flæsk og pølse, fordi kokken vidste, at det var hans livret. Det var mere, end vi vidste.. Konen blev utrolig rørt og vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Det er godt, at vi nogen gange kan gøre en forskel.

Sidste weekend havde vi bage- og klippedag på Sømandshjemmet. Milla og hendes mor kom igen sammen med en hel masse andre. Der var virkelig gang i den. Kokken skulle godt nok bruge køkkenet fra kl. 15, fordi der igen om aftenen var en hel masse julefrokoster ud af huset. Vi fik det arrangeret sådan, at børnene kunne bage i køkkenet fra 2 til 3, og derefter lavede de julepynt resten af eftermiddagen.

Trængsel i køkkenet til bagedagen.

I ugens løb er der også blevet delt en masse julegaver ud på skibene. Vi kan mærke, at det betyder rigtig meget for besætningen. Vi bliver som regel tilbudt enten kaffe eller noget mad, når vi kommer. Og i mange tilfælde får vi rejer med retur. Vi fik en dag 4 kasser á 5 kg skalrejer, og i dag fik Simon 8 kasser, så han måtte hjem og hente bilen, for at få rejerne fragtet hjem.

Vi har også haft travlt med at købe gaver til juleaften. Vi er oppe på 60 tilmeldinger nu og har lukket for flere. Vi fik jo desværre ikke penge fra Nunafonden i år, men til gengæld har vi fået 3000 kr. fra SMF, 1000 kr. fra Stjernen og 7000 kr. fra Masanti (heraf 2000 kr. fra private). Og i dag kom en mand og afleverede en frossen and til vores juleaften, fordi han ikke selv spiser and; og han havde fået den i gave af kommunen 😊. Vi er meget taknemmelige for, hvad vi har fået.

Travlhed i julemors værksted.

Vi skrev en artikel om ”Jul på Sømandshjemmet” til Ugeavisen; dels for at reklamere for arrangementet, dels for at opfordre til sponsorater. Desværre blev artiklen først bragt i den avis, der kom i går… Lidt for sent. Der har været større søgning til vores arrangement i år i forhold til tidligere år. På et tidspunkt spurgte vi kokken: Hvor mange mennesker kan du lave mad til? Hvad har vi i fryseren? Kokkens svar var, om der kom 10 eller 90, det var lige meget for ham. Men vi skal jo lige kunne huse og rumme alle de mennesker, så nu holder vi ved de 60.

Skål og velkommen til de nye bestyrere! Simon og vi glæder os til at møde jer!

I løbet af den sidste uge har ”Vejle” arbejdet hårdt på, at få nye bestyrere på plads til de tre Sømandshjem her i Grønland.  Det har været spændende for os at følge på sidelinjen. Og endelig onsdag faldt det på plads til vores Sømandshjem. Navnene bliver offentliggjort efter nytår. Vi har jo lyst til at ønske de nye hertil et stort tillykke med, at de har valgt at søge jobbet her. Det er det bedste sted, synes vi. Søde mennesker i Sisimiut, dygtige medarbejdere på Sømandshjemmet og smuk, smuk natur omkring os. Vi er taknemmelige for, at nye nu vil tage stafetten efter os. Vi har aldrig fortrudt, at vi tog springet hertil. Det vil blive tre år, som kommer til at stå knivskarpt i vores erindring. Det har været en stor oplevelse, med alt hvad det indeholder.

Nu vil vi lade julefreden sænke sig. Det skriver vi så, efter vi begge lige har været i cafeteriet og hjælpe et par timer pga. en medarbejder, der sov over, og generel travlhed her inden lukketid. Vi solgte i aften for over 13 tusinde kr. Vi lukker i cafeteriet på helligdagene for gæster fra byen. Vi har folk boende på hotellet, og de skal have morgenmad, men ellers holder vi lukket. Det glæder vi os alle til.

Glædelig jul og godt nytår.

Rigtig glædelig jul til jer alle, ønsker vi, samt et velsignet nytår.
Tak for al den gode post, vi modtager. Det luner så meget 😊

Mange kærlige hilsener sender Preben og Jytte.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar