Godt Nytår.

Kære familie og venner; ja alle, der læser med.

Tak for alle gode tanker, gaver og hilsener i forbindelse med julen, det varmer enormt!

Dagen er allerede tiltaget med godt en time i forhold til sidst, vi skrev. Og det kan tydeligt mærkes. Det er rart, at det går den vej. Nytårsdag var vi en tur på ”Udsigten” for at få et glimt af solen. Vi har brug for at se solen i denne mørke tid, hvor vi har brug for mere søvn, selvom vi investerede i en terapilampe. Vi kan bedre lide sommeren, hvor der er lyst døgnet rundt, og hvor mulighederne for at komme ud i fjeldene er bedre.

På vej op til Udsigten. Fisk hænger til tørre til højre i billedet.

Solopgang bliver til solnedgang.

Vi er kommet godt ind i det nye år, og det håber vi også, I er. Men inden det blev nytår, skulle der lige ordnes et par ting.

I weekenden op til jul, lå der 3 skibe i havn. To af dem skulle holde jul på havet, og det tredje blev i havn pga. storm sydpå. Vi var ombord på to af RAL´s skibe, det ene var vores forsyningsskib, og det andet var et forsyningsskib til bygderne. Begges besætninger tog godt imod os og de julegaver, vi havde med til dem. Vi så fotos af en tidligere julefejring ombord på det ene. Vi er ikke i tvivl om, at julegaverne, vi har med, gør en forskel for besætningen. De er meget taknemmelige.

Det tredje skib var Lauge Koch, som er et inspektionsskib. De skulle egentlig have sejlet mod Nuuk, men pga., at det der blæste med 30 m/sek., blev de liggende i havn her i Sisimiut. Vi havde desværre ikke flere julegaver fra i år, men heldigvis havde vi gemt dem fra sidste år, som ikke kom rettidigt frem, og derfor ikke var afleveret. Vi supplerede med lidt chokolade og slik, og så gjorde vi også en forskel der.

Julegaverne er afleveret på Lauge Koch.

D. 24. dec. kom Sarfaq Ittuq sejlende nordfra. De blev også i havn her i Sisimiut til d. 27., så dem besøgte Simon med julegaver.

D 30. december var der åbent skib på Lauge Koch. Vi gik ned og fik en rundvisning. Det var meget fint. Skibet er kun 1½ år gammelt ca.

Vejret var rigtig træls omkring julen i år. Nogle gode bekendte fra sygehuset ventede på deres datters besøg. Hun skulle fejre jul med dem her i byen. D. 22., 23. og 24. dec. blev alle fly aflyst, så datteren nåede ikke frem og måtte holde jul i lufthavnen i Sdr. Strømfjord. Vi havde også strandinger på hotellet. De havde alle familie i byen, som de holdt jul hos.

Hvid jul.

Trappen ned til havnen er også godt fyldt med sne.

Vi skulle have fat i et nyt juletræ. Det første stod hele december måned i receptionen, og det var ved at blive godt tørt. Da vi var i Stark for at købe et nyt, sagde Petrus: Alt udsolgt, det har været et rigtig godt år! Så måtte vi i Brugseni, heller ikke her kunne vi få et træ. Først i Pisiffik lykkedes det. Vi tog det højeste, de havde, det var ikke særlig højt.. Da vi fik det pakket ud, var det heller ikke særlig pænt, men det fik en ekstra gren skudt i, og da det først blev pyntet, kunne det godt gå an.

Vi oplevede i år endnu større tilslutning til vores juleaften, og vi nåede op på 62 tilmeldte incl. os selv.  Flere private kom med pengedonationer til juleaften. Det var meget stort at opleve. D. 23. kl. 16 lukkede vi cafeteriet for gæster fra byen. Vi gjorde rent og nød den fred, der pludselig herskede på Sømandshjemmet. Alle vores timelønnede havde nu fri, og kun kokken mødte ind d. 24. for at hjælpe med maden til alle gæsterne.

Vi fik d. 24 fint besøg af noget af besætningen fra Lauge Koch. De ville have været til julegudstjeneste, men gik forgæves, så de besøgte i stedet os og fik kaffe her. De var meget interesserede i at komme på hundeslædetur, så de var glade for at høre, at vi kunne være behjælpelige med at arrangere det. Det endte med, at de var 11 mand, som kom afsted d. 2. januar på 4 slæder.

Besætningsmedlemmer fra Lauge Koch på besøg til kaffe.

Vi havde gæster på hotellet, og de skulle selvfølgelig serviceres med morgenmad og rengøring på værelserne, men det er et minimum af arbejde i forhold til at have åbent i cafeteriet for hele byen. D. 24. mødtes vi med volontørerne kl. 12 og efter en kort samling og kaffe, gik vi i gang med at dække borde og gøre klar til om eftermiddagen. Gæsterne var inviterede til kl. 16 til æbleskiver og kaffe.

Gang i borddækningen.

Julemanden Niels er klar.

Vi var helt klar til at modtage gæsterne! Og alle kom i det fineste tøj, og alle var i festhumør. Der var en enkelt familie på 4, som ikke dukkede op, i stedet kom en stor familie på 6, som ikke var meldt til vores arrangement i år. Men som de sagde: Vi plejer jo at være med.. Der blev omorganiseret lidt på gaverne. Nogle mandelgaver blev suppleret med slik og chips og opgraderet, så de kunne bruges som gaver. Så alle fik en gave, og alle var glade.

Inden da havde vi spist and, flæskesteg og medister, hvide, brune og franske kartofler, to slags sovs og ris á lá mande med kirsebærsovs. Vi sad ved et langbord, som strakte sig gennem hele cafeteriet.

Der var gemt i alt 5 mandler. To i voksenportionerne og 3 i børnenes. Der skete så det mirakel, at der var i alt 4 børn, som fandt en mandel (og to voksne). Vi kunne selvfølgelig ikke nænne at sige til det ene barn, at det kun var en stump mandel, hun havde fundet, for hun strålede som en sol. Vi kan altid fremtrylle en ekstra mandelgave her i huset 😊.

Juletræet bliver pyntet.

Der bliver spist og hygget.

Nogle af børnene hjalp om eftermiddagen med at pynte det nyanskaffede forholdsvis grimme træ. Det var de gode til. Den grimme ælling blev til en smuk svane! Børnenes julegaver var blevet lagt under træet under middagen, så da vi efter oprydningen af maden kom ind til træet, var forventningerne store. Vi sang et par julesalmer på grønlandsk og dansk, og vi fik en grønlænder til at læse juleevangeliet på grønlandsk. Herefter var der uddeling af gaver. De slog lige akkurat til..  Preben var blevet advaret om, at hvis vi manglede, måtte hans gaver gå til et godt formål. Det kom nu ikke til at ske.

Hvad skal vi synge?

Er vi mon snart færdige med at synge?

Nu er det nu, at gaverne bliver delt ud.

Gæsterne hyggede sig meget. Og efter gaveuddelingen blev der serveret kaffe, slik og småkager.

Der er selvfølgelig meget arbejde med et sådant arrangement. Men for os har det alle tre år været et meget meningsfuldt arbejde. Vi ser på gæsterne, hvor meget det betyder for dem at blive inviteret hertil. De fleste af dem, som kommer, ville ikke få en juleaften, som den, vi kan gi dem. De stråler af lykke og ydmyghed over at være her. Og de takker så meget, når de tager hjem. Vi mærker helt tydeligt, at vi gør en forskel for de familier, og det er hele arbejdet værd. Vores volontører får også en oplevelse for livet ved at se, hvad vi får ved at give. Arrangementet høster anerkendelse i byen. Rigtig mange har sagt, hvor er det godt, I gør det!

D. 25. havde vi ”vagten”. Vi var oppe og stille morgenmad klar til gæsterne på hotellet, vi ryddede det sidste op fra d. 24. og gjorde klar til om aftenen, hvor vi blev 13 i lejligheden til en lidt mere stille jul. Det var superhyggeligt. Vi var alle i fint tøj igen, og vi nød julefreden! Gæsterne på hotellet havde bekendte i byen, som de besøgte, så udover at få gjort rent på deres værelser, krævede de ikke noget fra vores side.

Træet er båret op i vores lejlighed med pynt på. Det meste blev hængende.

D. 25. Gaverne blev fordelt i lidt langsommere tempo end d. 24.

En af julegaverne skal prøves af.

Også d. 26. holdt vi lukket. Det er lidt mærkeligt sådan at have lukket i flere dage for byen. Flere ringede da også i løbet af dagene for at høre til dagens ret, eller om de kunne købe cigaretter. Vi havde fri og tog til gudstjeneste. Kirken var hel fuld. Desværre forstod vi ikke så meget, men stemningen var, ligesom vi kender den fra en dansk gudstjeneste. Vi nød en fridag ovenpå mange dages arbejde. Vi hyggede os og nød at spise indonesisk kyllingeret sammen med volontørerne om aftenen.

En aften fik vi Tapas. Det var også lækkert.

Hver aften gik vi en runde i huset for at se til, om døre og vinduer var lukkede, og om alting var, som det skulle være. Jeg fik flashback til min barndom, hvor min far gik en runde i stalden og kikkede til dyrene. Min far sluttede altid af med at kigge på stjerner. Vi kiggede efter nordlys, men i julen var der desværre overskyet alle dage og nætter.

D. 27. var det hverdag igen. Der var varer, der skulle hentes på havnen, og der var gæster, der skulle på hundeslædetur. Alligevel lykkedes det også i løbet af dagen af få talt status på lageret og i fryserummet. Alle volontører var sat på til at arbejde, og ved fælles hjælp lykkedes det også, at få det hele tastet i regneark inden nytår. Nu venter vi så på revisoren, som kommer d. 8. eller 9. januar. Og så må vi se, hvad dommen er!

Vi blev inviteret i byen til fødselsdag d. 28. Det var hyggeligt. Michael fyldte 43 år, og hans søde hustru havde lavet rensdyr i forskellige afskygninger. Gravad rensdyr havde vi ikke tidligere smagt. MUMS, det var lækkert. Vi er taknemmelige over de søde mennesker, vi har mødt i vores by. Vi nyder altid at komme ud herfra. Sommetider kan vi få kuller af at bo i lejligheden ovenpå receptionen, fordi man kan høre alt. Vi har bare ikke kunnet finde noget bedre. Så det bliver godt, når der bliver bygget ny bestyrerbolig!

Der var også en anden aften, hvor vi var ved at få kuller. Vi kunne høre larm fra bordfodbold nedenunder. Jeg inviterede resolut Preben på mad i Taseralik. Hotellet havde lukket. Da vi så kom op i kulturhuset, var køkkenet i det samme lukket. Men vi kunne få drikkevarer og popcorn. Popcorn sprang vi over. Vi burde også have sprunget vores drikkevarer over, for de kom ikke fra køleskab men fra stuetemperatur. PYT! Vi fik frisk luft og nachos med hjem fra Pisiffik. Nogle gange påvirker lydene os mere end andre gange.

Nytårsaften holdt vi også her i lejligheden sammen med volontørerne, Simon og Kristina, Jan og gutterne. Det var lige så hyggeligt, som det har været de to tidligere år. Vi havde fordelt retterne mellem os, så alle var engagerede, og ingen overbebyrdede. Masser af krudt og fyrværkeri.

Gadelysene blev også i år slukket kl. 20 og 24 til glæde for fyrværkerientusiasterne!

Simon holder nytårstale.

Der blev fyret krudt af, både inde og ude.

Familien Poulsen stod for underholdningen med en Jeopardy. 

Og således kom vi godt ind i det nye år, hvor vi også i år, som altid, faldt i søvn til skihop efter en gåtur til Udsigten Nytårsdag.

Nu er det hverdag igen. Vi har åbent alle dage. Det er vores stamgæster glade for. Som de siger: Vi trænger til at komme lidt hjemmefra! Og lige nu har vi fuldt hus på hotellet pga. strandinger. Vi har snestorm, og flyene er aflyst. En færing er blandt de strandede gæster. Han fortalte, at han tidligst kan komme herfra søndag. Hans hustru har termin på mandag, så han vil bare så gerne hjem. Mange af de øvrige strandinger kommer sikkert også først herfra tidligst søndag.

Bemærk de lange istapper på værftet.

Vi skulle gerne have en ny volontør i morgen. Pernille skal afløse Sarah. Vi må se, om hun når frem. Det er altid vemodigt, når nogen rejser. Vi glæder os til at mødes med Sarah i DK engang.

Vi skal hjem på torsdag. Laura skal giftes med Kristian K (K for kæreste eller Kruse) d. 26. Vi glæder os til at få del i de sidste forberedelser. Vi er taknemmelige over, at det kan lade sig gøre. Vores chef Erik skulle gerne nå frem til os onsdag, så han kan afløse os her en uges tid. Vores souschef Simon skal til Israel i forbindelse med hans teologistudie, men han kommer igen! Der er mange brikker, der skal falde på plads, vi håber det hele lykkes, og at det også må gå godt her, mens vi er væk.

I forbindelse med vores hjemtur, skal vi også til det årlige konvent med Sømandsmissionens øvrige ansatte fra Danmark og Grønland. I år skal vi mødes i Frederikshavn. Vi glæder os også til at møde vores efterkommere til pladsen her. Desværre er navnene ikke offentliggjorte endnu, men det kan ikke vare længe!

Godt nytår! (Det er en stjerne i vinduet, og ikke en hat!)

Vi håber at se mange af jer, mens vi er i DK.

Ha det godt. Vi ses. Takuss!!

Kærligste hilsener, tanker og knus fra Preben og Jytte.