Jytte og Preben i Sisimiut: Et hjem med mange aktiviteter

Kære familie og venner og alle, der læser med.

Tak for alle hilsener til os. Vi er taknemmelige over, at I fortsat holder kontakten med os, vi kan ikke undvære jer. Vi savner jer, vi forsøger at håndtere hjemveen, ind imellem lykkes det ikke; men det er jo ikke, fordi vi ikke har det godt her. Det er bare fordi, at Aarhus, vores familie og venner betyder så meget for os.

Solen står nu op kl. 7 og går ned kl. 20. Vi har set nordlys, så fint! Vi har fået noget mere regn, end der plejer at komme her i Sisimiut. Det betyder også, at der i ugens løb igen har ligget sne på fjeldtoppene. Vi nyder de dage, hvor vejret er smukt, og der ingen vind er. De dage, tror vi, vi har flere af, end der er i DK. Vi fik også sne en dag, men den er forsvundet igen.

Sne på fjeldtoppene. Kulturhuset t.v.

Mandag morgen d. 11. september, vågnede vi op til snevejr.

Siden vi skrev på bloggen sidst, har vi været på en dejlig sejltur med Kristina og Jan og drengene til Assaqutaq. Det var en smuk, stille aften, hvor vi hyggede os i båden. Vi havde mad med, som vi nød, da vi kom frem. Kristina og Jan overraskede os ved at have medbragt champagne, som vi skålede i og døbte båden Aviaja med. Båden var forinden navngivet, men vi havde ikke fået drukket champagnen… Vi var på øen, mens solen forsvandt bag fjeldene. Smukt! Kirken var åben, den havde vi ikke tidligere været i. Desuden så vi Saltlageret, en bygning, hvor man vil kunne overnatte, hvis man har lyst til det. Vi vil jo hellere hjem i en varm seng!

Den lille kirke i Assaqutaq.

Endnu engang benytter vi os af den fascinerende hængebro ved Assaqutaq.

Solnedgang set fra saltlageret i den forladte bygd.

Skål for Aviaja.

Solnedgang over havet.

I løbet af ugen havde vi kursus i konferencelokalet. Det giver altid noget ekstra arbejde. Der bliver serveret mad i alle pauser, der luftes ud i konferencelokalet, og der skal laves en masse kaffe. Vores faste receptionist har pt ferie. Hun er væk hele september måned. Louise plejer at sørge for alt omkring kurserne. Én af vores nye volontører er blevet oplært som receptionist. Nathali er dygtig, hun har rigtig meget flair for god service, det er dejligt. I samme uge startede et andet kursus ude i byen, hvortil vi skal sørge for mad 3 gange hver dag i tre uger. Det giver en masse kørsel, det er også sjovt, logistikken skal passe. Nogle dage bliver der lavet om på kursisternes planer. De ringer og beder om at få kaffen, kagen og frugten serveret ved krydstogtskibsterminalen. Da fruen når frem, er der kun instruktørerne tilbage. De vil gerne have kaffe og kage. Men kursisterne.. øh… de er vist gået tilbage til skolen. OK, én kande kaffe bliver efterladt på havnen sammen med 6 stk kager, og resten køres til kursusstedet. Vi er meget omstillingsparate, og vi er meget tålmodige. Det bliver man nødt til at være. Alle er glade.

I slutningen af sidste uge fik vi besøg af chefen og forretningsudvalget (FU) i Sømandsmissionen. De kom torsdag og tog videre nordpå igen lørdag. Vi nyder altid at have gæster hjemmefra. Det betyder meget for os, at vores bagland lytter til os og ser, hvordan vores arbejde er, og hvordan vi har det. Der var heldigvis også tid til at se vores fine by og nogle af de steder, som betyder noget for os. Desværre nåede vi ikke at vise Teleøen frem, da flyet mod nord blev fremskyndet pga. udsigt til storm senere på dagen.

Chefen (Erik) og FU medlemmerne (Erik og Johannes) luftes på kyststien.

Senere på eftermiddagen nåede vi selv ud på øen, i stormvejr. Vi ville se, hvor søkablet kom ind. Det blev der nemlig arbejdet på i sidste uge. Skibet med søkablet nåede frem i onsdags, og der er siden blevet arbejdet på den vigtige sag, så vi til december gerne skulle have et hurtigere netværk.

Kabelskibet er nået til Sisimiut med 1 kilometer i timen.

Nogle dage senere er kablet kommet i land igennem det forberedte hul i klippen.

Vi har igen haft en periode med meget fravær. Det er frustrerende. Til gengæld glæder vi os altid over, når folk banker på og spørger, om de kan få arbejde hos os. Det er sket et par gange, siden I sidst har hørt fra os. For en uge siden kom Malik. Ham kender vi. Han er nevø af vores tidligere kok Peter, som tog ud at sejle. Malik er også kok og har et godt ry i byen. Sidst har han været ansat i Taseralik, kulturhuset. Vi har af og til været forbi og hilst på ham der over en kop kaffe. Da han kom for en uge siden, spurgte vi, hvornår han kunne starte, og det kunne han dagen efter. Og det gjorde han, uden vi havde aftalt løn eller fået underskrift. Det har vi klaret nu, men vi mangler stadig at få hans kontonr.

Ane Marie, en af vores trofaste medarbejdere med ny hue.

Vi har også ansat en ny opvasker. Han bor i Anstalten. Vi så ansættelsen som en døråbner til Anstalten. Vi vil gerne gøre en forskel der. Vi er rigtig glade for vores nye opvasker derfra. Dog krævede det, at han fik tilladelse til udgang. Det har han nu. Han er meget stabil, og for ham betyder det meget at komme her og få noget input i sit liv. Han oplever det som meningsfyldt at arbejde her. Vi ved ikke, hvorfor han er indsat, og det er også lige meget. Vi vil gerne behandle ham med respekt og være med til, at han får en god dag.

Volontør Regin rejser snart. Vi ønsker ham alt det bedste. Vi vil savne ham. De fire piger, vi har fået, er fantastiske. De har så meget energi og er så positive. De synger og danser i køkkenet, mens de står i grillen og laver spareribs. Vi er så heldige, at vi har fået dem her. Birgitte og Rebekka har begge besluttet, at de bliver her til næste sommer, ligesom Nathali og Anne Sofie gør. Vi føler os så heldige. Simon-souschef er pt. hjemme på et kursus i forbindelse med hans Irak-ophold fra februar. Hvad der sker i forhold til souschefstillingen pr. 1. febr., ved vi ikke. Vi venter spændt på at høre nyt.

Aktiviteterne i specielt cafeteriet er øget over tiden. Det betyder selvfølgelig, at der skal laves mere mad og vaskes flere tallerkener af. Der skal købes flere varer og hentes flere paller ved RAL på havnen. Vi synes, vi har nok at se til. Af og til også rigeligt! Vi indgår gerne selv i alle funktioner, og der er noget arbejde, som slider mere på kroppen end andet. Vores hverdag vil hænge noget bedre sammen, hvis vi var en volontør mere. Èn som kan indgå i alle funktioner, og som kan bruges over det hele. En fyr! Det har vi ønsket, og det får vi. Vi forventer, at William kommer i uge 43. Tak ISM, fordi I lytter til os, og fordi I tager os alvorlige.

D. 10.sept. havde vi 29 års bryllupsdag. Det blev ikke fejret, som vi plejer. Vi kunne ikke holde fri den søndag. Det er godt at have noget til gode. Vores søde volontører havde lavet et billede til os, som vi fik i gave. Det var rørende. De siger selv, at de jo er en slags børn for os (plejebørn), så derfor havde de lavet gaven til os. De er fantastiske! Vi tager ud at spise, når vi kommer hjem til Aarhus.

I strikkecaféen kommer der stadig mange. Sidste gang lærte Arnica os at strikke Møbius. En sjov teknik, som skal prøves snart. Vi hygger os på tværs af generationer. Der er kvinder i alle aldre. Kokken gør en dyd ud af at bage en god kage til caféen, måske er det den, der trækker?

I morgen kommer chefen igen, og vi skal lave budget for 2018. Vi glæder os til at få besøg af ham. Vi håber, han kan komme frem. I dag blev flyene aflyst pga. tåge.

I næste uge tager vi til Nuuk. Vi glæder os til at se byen, har ikke været der før. Vi skal med til VNTM, en messe, hvor vi bl.a. skal promovere os overfor rejsebureauer. Håber også der bliver tid til at holde fri og ose og drikke kaffe på café. Vi glæder os til at være sammen med bestyrerne fra de andre sømandshjem. I vil høre mere om den tur i næste blogindlæg.