mandag den 13. marts 2017

Tid til små udflugter.

Kære alle.
Vi har haft en forholdsvis stille uge. 
Godt nok næsten fuldt hus på hotellet og kursus hele ugen.
Og travlt hver aften i cafeteriet. 
Alligevel har vi haft tid til små udflugter.
Tove fra sygehuset fyldte år i februar. Vi har gået og funderet over, hvad hun skulle have i gave. Det blev en snescootertur tirsdag til Solbakken med Preben som chauffør og efterfølgende en kop kaffe på Sømandshjemmet. Det blev en dejlig oplevelse for hende. Hun var så taknemmelig. Vejret var fint hele ugen, også den dag, så der var flot udsigt igen over Sisimiut by. Og helt stille.
Udsigten oppe fra Solbakken ud over byen.

Tove og Preben på vej på snescootertur
 Entrepenørerne har ryddet op i snemasserne i byen, - også ved Sømandshjemmet. Vejene er blevet endnu bredere, og der er skovlet en masse sne ud over skrænten.
Og hvad er mere nærliggende end at holde kaffepause på Sømandshjemmet, når man nu alligevel er her.
Nu skal der ryddes op i snemasserne

Så er der kaffepause på Sømandshjemmet.

Vi har nydt det flotte vejr. Temperaturen har ligget på kun få frostgrader. Det har været helt forårsagtigt. Nu har vi også fået vores altan ryddet for sne, så vi snart kan indtage frokosten der!
Vi har været ude at gå hver eftermiddag. Her er så smukt, og Sisimiut er tilpas stor nok til, at der er mange muligheder for at se noget forskelligt. Vi har også været i en for os ny butik i denne uge: Jan Jørgensens flytteforretning. Man kunne jo ikke på forhånd gætte, at butikken er fyldt med alt muligt grej til hundeslæder, og at der i baglokalet er det lækreste børne- og voksenstrik fra en norsk producent... Der er også herreting, knive og rifler. Det er ikke sidste gang, vi har sat vores ben i den forretning.
En eftermiddags-gåtur

Nu skal der bygges snehule. Jens synes, det er lidt hårdt at grave i, nærmest is.

Næsten så langt man kan køre ind i landet (3 km fra byen), ude ved dynamitlageret.
I fredags var Regin ude og afprøve sin drone. Den er avanceret, så der er lidt klargøring, inden den er flyveklar. Den er gps-styret, og hvis den mister forbindelsen til fjernbetjeningen, flyver den selv tilbage til det sted, hvor den lettede. Der er nogle regler i forhold til, hvor man må flyve med drone i forhold til lufthavnen, så derfor tog vi i den modsatte retning udenfor byen, tæt på dynamitlageret. Dronen er et stykke fascinerende legetøj. Den er ret nem at styre, fordi den bla. styrer vha gps, så når man slipper styrepindene, står den helt stille i luften. Sjovt at se den flyve så langt væk, at vi hverken kunne se eller høre den længere. Jeg tror, den var 2 kilometer væk. Regin styrede den via en skærm, så han kunne se, hvor den fløj. Kameraet under dronen filmede turen. Det er virkelig en god kvalitet, og det blev en flot film.

Regin er i gang med klargøre dronen til første tur i Grønland.

Så kom dronen i luften.

Derovre i dalen kører man op, når man skal op på solbakken (skibakken)

Dronen blev sendt i denne retning ind i landet.

Selvom det er frostvejr, kan solen få isen til at smelte.
 I weekenden fik vi besøg af fire friske mennesker, som kom hertil på ski fra Sdr. Strømfjord. De havde været afsted i 9 dage, og kom i land på Sømandshjemmet med alt deres grej, pulke med telte, dunke, proviant mm. Én af dem havde tidligere været i Siriuspatruljen (og så var han sønderjyde). Da den første kom ind af døren, sagde hun bare, "Er det her Sømandshjemmet? Kan vi bo her?" De var seje. De tog en overnatning og fløj tilbage til Sdr. Strøm i dag.
Vi skulle lige op til Sprogcenteret og se, om der var nogle isbjerge i sigte. Flot nok alligevel.
Lørdag aften havde volontørerne en friaften sammen. Vi tog køkkentjansen. Som regel er fredag og søndag de travleste aftener i løbet af weekenden. Bare ikke denne we. Vi havde travlt, og vi så os nødsaget til at give gratis kaffe til gæsterne, fordi der var lang ventetid på maden. Vi er ikke i tvivl om, at ventetiden var forlænget pga. vores tilstedeværelse. Og vi blev nødt til bestikke de faste aftenvagter med sodavand for at have tavshedspligt overfor volontørerne i forhold til vores fejl og mangler. Vi undskyldte med, at vi jo ikke er ansat primært til at lave grillmad og tilberede spareribs😏. Vi hyggede os med det. Og vi tror også, volontørerne nød deres friaften. 

Og så må I jo lige have en opfølgning på vores garderobeskabe...
Som I nok husker, kom indmaden til skabene i januar måned efter flere måneders venten.. Det var i den mørke tid, hvor tømreren først kontaktede os ved middagstid for at fortælle, at da der var lyst nok til, at han kunne se indholdet af forsendelsen, kunne han se, at lågerne manglede..
Lågerne kom så i forrige uge, men lige på det tidspunkt, var der ikke nogen håndværkere ledige til at fikse skabene.
Men tirsdag i sidste uge... så kom tømrerne med lågerne, og kørte hjem igen efter indmaden.... Efter et par timer, kom den ene tømrer tilbage... Han og chefen havde kørt rundt og ledt i de forskellige depoter efter indmaden... men kunne ikke finde det. "Om han skulle tage lågerne med igen?" Nej, lad bare lågerne stå, til I får skaffet nyt indmad, var vores holdning.. Vi er meget tålmodige..😊

Rigtig glædeligt forår til jer alle.
Knus, kærlige hilsener og tanker til jer alle fra
Jytte og Preben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar