mandag den 6. marts 2017

Fastelavn og landsindsamling

Kære alle!
Så er der igen tid for en lille opdatering herfra.
Vi har det godt, tiden flyver afsted. 
I forrige weekend var der fastelavnsarrangement på Sømandshjemmet med tøndeslagning og mulighed for at købe fastelavnsboller. Vi havde lagt arrangementet på Facebook og reklameret i ugeavisen. Vi var spændte på, hvor mange der ville dukke op. Vi havde lavet 40 slikposer til tønderne. Da klokken nærmede sig 14, var der en lind strøm af store og små folk i retning mod Sømandshjemmet. Det var helt fantastisk, at så mange havde lyst til at deltage i vores arrangement. Vi var spændte på, om folk havde lyst til at komme med ind og købe fastelavnsboller og kaffe/chokolade efter tøndeslagning, eller om de hellere ville hjem. Stort set alle kom indenfor. Vi havde travlt. Hverken slikposer eller fastelavnsboller slog til. Men der var kaffe/chokolade og kager til alle. Og alle børn fik slik/chokolade.
Fastelavnsfest på Sømandshjemmet. Rigtig mange børn og voksne dukkede op. Det var hyggeligt.

Det gode vejr betød stort fremmøde til tøndeslagning.


Det kan godt være en fest at gå på arbejde en tirsdag morgen, især når Ane Marie er på arbejde.

Tøvejr betød, at istapperne dukkede op.

En flot solopgang set fra soveværelset.
I løbet af ugen havde vi travlt med at planlægge og gøre klar til den store landsindsamling for udsatte børn. Sammen med de to øvrige sømandshjem i Grønland, blev det besluttet, at overskuddet af fredagens omsætning i cafeteriet, skulle gå til dette arbejde. Én af kokkene tilbød at komme og hjælpe til fredag aften, hvor vi forventede ekstra travlhed med at servere og pakke mad til ud af huset. 
Også her havde vi annonceret Sømandshjemmets aktivitet gennem FB og i ugeavisen. Og i ugen op til stod der på hvert enkelt bord en folder, så ingen af vores gæster var i tvivl om vores støtte.
Vi havde travlt fra morgenstunden om fredagen. Ekstra mange håndværkere fra byen valgte at indtage deres kaffe og spejlæg på Sømandshjemmet.

Bagekartoflerne til spareribs gøres klar til den store fredags-indsamlingsaften. 
Om aftenen var alle i gang. Der blev serveret mad, smilet, snakket, vasket borde af, vasket op, pakket mad til "ud af huset", serviceret og bagt ekstra kartofler og serveret endnu mere mad...
Preben og Simon var inviteret til et arrangement på havnen, hvor Sisimiut TV ville sende direkte til landsdækkende TV på KNR. De fik fin taletid, og Sømandshjemmene fik rigtig god reklame, idet der én gang i minuttet stod "Sømandshjemmene 18.966 kr." i rulleteksten på skærmen.


Simon og Preben interviewes på TV i forbindelse med landsindsamling til udsatte børn.

KNI´s kantine var samlingssted/studie for sponsorer i Sisimiut.
 Efter en travl fredag aften, tog vi på snescootertur lørdag formiddag. Vejret var rigtig flot og temperaturen ca. -15 gr. Vi tog ud på skibakken, hvor der er en fin udsigt over Sisimiut by. Det var en rigtig dejlig tur og et godt frikvarter. Mange børn var taget ud i området for at stå på ski. Enkelte blev trukket op på toppen af en snescooter, inden de tog turen ned på ski. Det så lidt vildt ud...
Jytte viser stolt snescooteren frem på toppen af Solbakken (Skibakken).

En blanding af skiløjper og snescooterspor snor sig i bakkerne.

Sisimiut set fra skibakken. Det ser ud som om, vi lever i en lille osteklokke.
Søndag formiddag var Jytte endnu engang ude at vandre langs langrendsløjpen sammen med en bekendt fra sygehuset. Det er et fantastisk flot område, hvor man kun kan glæde sig over det smukke skaberværk, vi er en del af. Der er helt stille derude. Det er så fantastisk, at vi kan komme udenfor byen i løbet af et kvarter. Der var spor af sneharen, som vi endnu ikke har set.

En gåtur langs langrendsløjpen.

Isen laver mange sjove formationer
 En ny uge er skudt i gang i dag. Og hvilken dag! Vi møder så mange mennesker, med hver sin historie. Vi vil nævne et par stykker af dem, vi mødte i dag:
Vores største konkurent: Anette fra Hotellet. Hun er en sød pige. Vi mødte hende i JYSK. Når vi mødes, snakker vi om alt andet end forretning. For vi har en fælles veninde i Aarhus: Anne som afleverede sin PhD og en uge senere fødte en prinsesse. Vi er enige om, at Anne bare er mega sej! Og så har Anette været kæreste med en af vore børns tidl. matematiklærer... Og så snakker vi lidt om ham..
Og så mødte vi Marni. Han drak kaffe på Sømandshjemmet i eftermiddag. Det viser sig, at Marni sammen med sin kone Lena var bestyrere på Sømandshjemmet i 2005-2007. Nu er han kok på en rejetrawler, som lige ligger et par dage i Sisimiut, inden trawleren skal videre mod Ilulissat, hvis isen ikke er for tyk. Marni og skipper fortæller, at isen nu er 45-50 cm tyk nordpå. Som regel kan de passere en istykkelse på 35-40 cm. Hvis ikke de kan komme til Ilulissat vil de komme tilbage med rejer til os. Det er oplevelse at møde Marni og høre hans historier, fra da han var her.
Senere møder vi indehaveren af Radiofotoshoppen på havnen. Det er første gang, vi er i den forretning. Hvilken butik.. Der er alt mulig der, som man kan få brug for.. Ikke tøj og sko, men pærer, batterier, adaptere, kabler mm. Og så har han et lille værksted, hvor han nok kan reparere diverse lanterner og ting på bådene. Han kom til Grønland med Søværnet i 1964, året, hvor vi blev født. Og siden 1969 har han boet i Sisimiut. Han er gift for 3. gang nu og vil ikke fra Grønland.

Inderhavnen. Til højre ses rejefabrikken.

Rejetrawleren "Lomur". Kokken ombord har været bestyrer på Sømandshjemmet engang.
Vi møder mange, og vi hører mange historier. Vi lytter til alle historier, og vi forsøger at rumme alle. Vi synes, arbejdet her giver os så meget nyt i vores tilværelse. Og vi håber, vi kan gøre en lille forskel for bare nogle af dem, vi møder. Vi mærker en glæde ved vores arbejde, og vi tror på, at vi skal være her på Sømandshjemmet i Sisimiut.
Vi kan savne nærværet med vores familie og venner i Danmark, og vi er glade for, at vi skal se jer igen til sommer.
Vi glæder os over lyset, og at dagene bliver mærkbart længere. Nu står solen op kl. 7.30 og går ned igen kl. 18.04. Temp. -16 gr.

Ha´det godt, allesammen.
Tak for gode tanker og mange hilsener.
Vi ses.
Kærlig hilsen Jytte og Preben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar