lørdag den 21. januar 2017

Nordlys, snestorm, strømafbrydelse.

Halløjsa.
Så er det tid til en lille opdatering. Det er nu fredag aften. Jytte og Kristian sidder og ser håndbold. Danmark - Qatar. 
Nu er der allerede gået 14 dage siden sidste opdatering. De seneste dage har der været en del blæsevejr, på grænsen til snestorm, så flytrafikken har stået stille meget af tiden. 
Vi ved ikke, om det var pga. blæsevejret, at der var strømafbrydelse i hele byen onsdag aften, fra ca. 16:40 til 17:30. Strømmen kom igen, lige da cafeteriet skulle åbne. Og da maden stod i varmeskabet, var vi stort set klar til tiden. Det var lidt hyggeligt, og når man ikke ved, hvor længe det varer, er det lidt spændende. Alle lysestager blev fundet frem, og der var fyrfadslys i hele cafeteriet. Strømmen kom igen, lige da håndboldkampen startede, så der var nogle, der var glade:-).
En gang i 90´erne var der en strømafbrydelse i byen, som varede et par måneder, så vi slap billigt i onsdags! Èn af de ansatte kunne berette, at dengang begyndte folk så at snakke sammen igen på gaden. Og ikke som nu, hvor mange kigger ned i deres mobiltelefon. Der var så megen snestorm i onsdags, at skolerne i byen var lukkede. Busserne kørte heller ikke. Kristian kørte flere af medarbejderne hjem efter arbejde. Vores bil kunne godt klare stormen og sneen..
Der har også været dage med fint vejr, og tid til gåture. Det kan vi godt lide. -15 gr. og sne, der knirker under støvlerne. Vi glæder os til, der kommer endnu flere dage med den slags vejr, så vi også kan komme mere ud at køre på den snescooter, som vi har fået lov til at købe til Sømandshjemmet. Det er fedt! Vi betaler for at leje den. Snescooteren giver os mulighed for at komme ud på ture udenfor byen. Vi har ikke haft så meget tid endnu til at køre på den, men det kommer, bare rolig.
Januar har været stille i cafeteriet. Folk har måske brugt alle penge til krudt og julegaver. Vi har travlt på hoteldelen, hvor vi lige nu har næsten fuld hus. Konferencen har også været i brug hele ugen.
Der er mulighed for lige nu at få gjort hovedrent forskellige steder. Vi er startet i køkkenet. Vi har benyttet os af, at Kristian er her. Han har hjulpet med rengøringen, i opvasken og med kørsler. Kristian følges med os hjem d. 2. febr. 
I mandags havde vi et møde med et par stykker herfra byen, som brænder for, at vi skal afholde caféaftener her på Sømandshjemmet. Det er vi helt med på! Første gang bliver d. 24. april. Dels skal der være oplæg ved én eller flere, dels skal vi synge, og selvfølgelig skal vi have kaffe og kage. Og vi får 5 min. til at fortælle om noget aktuelt herfra. Hvilken mulighed! Èn i gruppen udbrød spontant: "Jeg glæder mig så meget. Det plejer altid at være min mand, der sidder i et udvalg; nu er det mig!"
Strikkecaféen er også i gang igen efter jul og nytår. I onsdags var der pga. snestorm mandefald. Kun en enkelt mødte op. Vi fik ikke strikket, kun snakket og drukket kaffe. Normalt varer strikkeklubben 2 timer. I onsdags kom Preben ned for at hente mig efter 3 timer!
Vi bliver fortsat udfordret på vores tålmodighed. Med håndværkere... Som I ved, har vi jo for længst fået gulvet lagt i vores lejlighed. Og vores entré er også blevet så fin. Maleren har gjort det hele så fint og færdigt. Men vores klædeskab i soveværelset.. Jeg har snakket med tømreren igen i dag. Måske kommer han på mandag og laver en aftale om, hvornår det nye skab sættes op... Vi bestilte det i november.
Og som vi skrev om tidligere... vores nye fine ovn. Jeg har for længst lovet elektrikeren aldrig at købe nye elting, før han har sagt god for, at eltavlen kan trække.. I forvejen skulle vi have ny eltavle, da der ikke længere findes reservedele til den gamle. Men det skal vente, til det bliver lidt lunere i vejret. Vi kan ikke undvære el i et døgn med de mange minus grader, vi har i øjeblikket. I dag har elektrikeren og to ansatte så været her. De skal lave en midlertidig løsning til ovnen. Men efter, at de havde kigget på ovnen i en lille time og fået en kop kaffe, ønskede de god weekend og takkede af. Ses på mandag, måske....  
I forhold til medarbejdere, stresser deres arbejdskultur os ikke længere. Vi har en flok afløsere, som vi kan kalde ind ved behov. I en del tilfælde dækker vi selv. Men hverken vi eller volontørerne kan holde til det i længden. Vi har desværre måttet afbryde samarbejdet med en enkelt medarbejder. Det kunne ikke blive ved at gå, at vi ikke kunne regne med, om den pågældende mødte op. Han var for ustabil. Vi ville ellers så gerne hjælpe ham med et arbejde i den situation han stod i.
Vi glæder os til at komme hjem i februar. Vi håber at møde mange af jer. Volontørerne bakker os meget op i, at vi skal hjem. De kan sagtens med deres evner klare opgaverne her, mens vi er væk. 
Vi nyder, at dagene bliver længere, og at lyset får mere magt. Lørdag vil solen stå op kl. 10.21 og gå ned igen 15.12. Temperaturen vil ligge på minus 20 lørdag og minus 23 søndag. Vi må ha de lange underbukser på.
Ha det godt. God weekend. Nyd festlighederne i forbindelse med kulturbyen Aarhus! 
Vi ville gerne ha været der. 
Kærlig hilsen Jytte og Preben.



Nordlys, som Kristian har fotograferet fra vores altan.

En kold men flot aften med nordlys udenfor byen. Det var ikke så lyst i virkeligheden. Man kan skimte nogle lys på bakken i højre side, det er snescootere, som er kørt en aftentur op på skibakken.
Jens og Kristian på vej på snescootertur.
Gåtur langs langrendsløjpen, som starter i udkanten af byen.
Kig fra løjpen ind mod byen, og Præstefjeldet i baggrunden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar