søndag den 29. januar 2017

Håndværkeruge


Kære alle, der læser med.

Tusind tak for mails, tanker og hilsener. Det varmer så meget at høre fra jer.
Vi har det godt, og vi glæder os til at møde mange af jer om en lille uges tid.

Den forgangne uge har været præget af mange reparationer i huset, hvilket har bevirket et rend af håndværkere. "Vejle" får nok et chok over alle de regninger, der bliver faktureret dertil...:-/
Torsdag var ganske slem.
Det første, der mødte os i køkkenet var en tyk sky af mados. Ventilationen virkede ikke. Vi måtte skynde os at ringe til nogen, der havde forstand på det. Det kom heldigvis til at virke igen i løbet af dagen.
Vi har i en periode bøvlet med kølemontren i cafeteriet, hvor vi har al vores smørrebrød, sandwich og flødekager, og hvad der ellers skal stå på køl til salg. Flere morgener har vi måttet smide alt ud, fordi temperaturen pludselig stod på 23 gr... og ikke 5.. VVS-Henrik og VVS-Flemming har kigget og rodet og har ikke kunnet finde fejlen. Fejlen blev fundet fredag. Hurra.
Torsdag formiddag var der pludselig ikke varme i huset og ingen varmt vand. Sisimiut Olie havde fyldt olie på fyret d. 16. januar. Det kunne ikke være tomt allerede. Fejlen blev fundet. Hurra.
Ved et uheld blev der boret ind i et vandrør på et værelse, hvor vi er i gang med at montere væghængte toiletbørster. Der blev lukket for vandet. Så ingen varme og ingen vand. VVS folket kunne heldigvis ordne det uden at banke hul i muren. Hurra.
Den fine nye ovn er sluttet til. Søde elektrikere har gået et par dage og fikset kabler, boret huller til kælderen, trukket kabler på loft og i kælder, og de er hver dag blevet forkælet med kaffe og kage. Ovnen blev indviet i fredags. Hurra hvilken eftermiddag. Der var både nybagte snegle, kringle og pæretærter. Hvilken fest op til en weekend. Og så blev der også givet kvajekage for rørskaden, det var nu ikke nødvendigt. Det var jo et uheld!

Vi har ikke, siden vi er kommet, kunnet se andet end 5 TV-programmer. Det har været nok for os, vi er jo ikke kommet for at se fjernsyn. Men hotelgæsterne vil gerne kunne se flere programmer. Vi har haft gang i en hel masse fra et firma i DK. Der er sat en ny hylde op på loftet med en masse udstyr, sendt fra DK, så om nogen tid, vil der være flere programmer på TV-menuen, og vi vil kunne fjerne en seddel fra værelserne, hvor vi undskylder de manglende kanaler..

Sidste lørdag var der kulturaften i byen. Vi nåede også lidt rundt. Var bl.a. på Museet, hvor vi så hundeslæder, som blev bygget til Arctic Nomads i starten af december. Senere var vi på rundtur med bus i byen... Og så måtte vi hjem og tage imod ca. 30, der kiggede indenfor til åbent hus og gratis kaffe og kage på Sømandshjemmet. Det sjoveste for os den aften var, at vi mødte en tidligere volontør. Han arbejdede her i 1991 og bor nu i Maniitsoq. Det var en oplevelse!

Vores søndagssamlinger her på Sømandshjemmet er også i gang igen efter jul. Foruden os der arbejder her, kommer fortsat vores venne-familie fra DK, som har valgt at bo i  Grønland i en periode. Og så kommer der et par unge, der dels arbejder og læser i byen. Vi nyder meget dette søndagsfællesskab.

Forsyningsskibet fra DK er forsinket i denne omgang. Vi mangler kun kartofler. Butikkerne har heller ikke haft hverken kartofler eller andre grøntsager i nogen tid. Mange hylder er tomme.

Det er dejligt, at lyset får mere magt. Solen står i dag op kl. 9.50 og går ned 15.46. Temperaturen er minus 6 gr. Vi har ellers haft det koldt i løbet af ugen, ned til minus 25. Og vi måtte have starthjælp til bilen en aften. Også her oplevede vi stor hjælpsomhed fra en ven af huset. Straks kørte han hjem efter kabler. Man kommer langt med en kop kaffe:-).

Og i morgen kl. 8 kommer der håndværkere til vores garderobeskabe i soveværelset. HURRA. Tøjet skal ikke fremover ligge på en stol...

Næste weekend er der SUPERBOWL-arrangement her på Sømandshjemmet. Vores volontører er superseje til at stå for dette arrangement. Med Superbowlburgere og andet godt. Se på FB.

Og om 4 dage tager vi til DK. Vi glæder os til at se jer.

Mange kærlige hilsener fra Jytte og Preben.

    



Forsyningsskibet er forsinket. Det er ved at tynde ud i udvalget af grøntsager i butikkerne.

Udsigt ned over første fjorden. Kristian og Preben var på snescootertur.

Bilen måtte have starthjælp en aften. Heldigvis var der en flink gæst, der kørte hjem og hentede startkabler.
En vandretur langs langrendsløjpen.

Endelig er der liv i den nye ovn. Et nyt tykt kabel skulle trækkes ned i krybekælderen og op over loftet.

En flot solnedgang

Slæder fra arrangementet Arctic Nomads i december er udstillet på museet. Der var folk fra bl.a.Rusland og Canada med til arrangementet. Sjovt at se de forskellige stilarter indenfor hundeslæder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar