Sneen smelter.

Kære familie og venner.

Tak for alle hilsener til min fødselsdag. Tak fordi I tænker på os. Det betyder meget for os. Jeg havde en god fødselsdag. Mange mennesker i huset og ikke mindst vores egen Line og hendes lille familie var med til at gøre dagen hyggelig.  Dagen bød også på en overraskelse, idet volontørerne og Simon havde lavet en musikvideo til anledningen. Jeg var rørt og glad! De er megaseje, de kære volontører! Jeg ville ønske, I alle kunne møde dem. Også kokken ville overraske mig. Han havde bagt en kagekone på størrelse med et strygebræt og en rugbrødslagkage, som slog til til alle i cafeteriet. Han er sød ved mig, den gode Niels! Han havde bare ikke regnet med at se mig så tidligt i køkkenet på min fødselsdag. Det skulle have været en overraskelse.

Jyttes fødselsdag fejres med kagemand.

Og rugbrødslagkage.

På mange måder er grønlændere mere traditionsbundne, end vi er. F.eks. bliver flagdage holdt i hævd. Om søndagen er der rigtig mange, der flager. Og på helligdage ligeså. Jeg fyldte år Langfredag, og mange i byen flagede på halvt den dag, som traditionen jo foreskriver. Egentlig havde vi tænkt, at vi blot ville undlade at sætte flaget op den dag, da jeg syntes, det var lidt trist med flag på halv stang på min fødselsdag. Men den gik ikke. Én af taxachaufførerne påpegede, om ikke vi havde glemt flaget… og så måtte vi sætte det på halv stang. Grønlændere er også meget høflige i forhold til at give hånd. Man slynger ikke bare ”Glædelig Påske” ud. Nej, man giver hånd. Og det samme gælder, når man lykønsker til fødselsdag.

Vi havde stort set fuldt hus i påsken på hoteldelen. Derfor havde vi valgt at holde åbent i cafeteriet. Vi havde travlt, særligt om aftenen, hvor 3 forskellige skiklubber kom til aftensmad. Desuden var der musikfestivalen Arctic Sounds i byen, og der var GM i bordtennis i hallen. Mange gæster udover byens folk! Ligesom vi så troede, at nu havde vi bespist sidste hold skiløbere; ja, så kunne flyet med skiløberne ikke lande i Nuuk, og 18 unge strandede her. Nu var opholdet og bespisningen på Air Greenlands regning. De unge nød at få en dejlig seng at sove i. De havde de sidste 14 dage sovet på en madras i et klasselokale.

Kø helt ud i receptionen til aftensmaden.

Vi har fortsat fuldt hus på hoteldelen. Nu er det bare nogle andre, der er flyttet ind. Der afholdes forskellige kurser i byen og her på Sømandshjemmet, så der er travlhed. Hyggeligt er det også altid, når gengangere kommer. F.eks. har gymnasiet løbende lærere og tilsynsførende heroppe, og flere af dem har været her tidligere. Vi finder ud af, hvor hurtigt tiden går, når en gæst siger, hun sidst var her i september, og vi tænker, hun var her i forrige måned… Vi har masser af vaske- og rulletøj for tiden. Torsdag kørte de tre vaskemaskiner hele dagen indtil kl. 20, og der blevet rullet sengelinned i mange timer. Det hører med til at arbejde på Sømandshjem!

Umiddelbart efter sidste blogindlæg var vi til gallamiddag i Taseralik i anledning af ACR (Arctic Circle Race – Verdens hårdeste skiløb) ´s afslutningsfest. Det var en rigtig fin aften. Vi sad også i år sammen med de øvrige sponsorer til arrangementet. Og der bliver sørget godt for sponsorerne. Vi har ikke tegnebogen fremme sådan en aften. Arrangørerne håber nok på et nyt sponsorat til næste år. Der var god mad, selvom det ikke var os, der leverede i år, der var underholdning med trommedans og præmieoverrækkelse. Sabina, som havde fået vores billet blev nr. 2 i sin aldersgruppe og samlet nr. 6 i kvindernes 160 km. løb. Så GODT gået.  Hun kom på skamlen og fik en flot sølvmedalje.

Sabina med en velfortjent sølvmedalje i sin aldersgruppe.

I løbet af påsken mødte vi en kvinde, som vi kender i byen. Hun sagde, at hun havde lagt mærke til, at Sømandshjemmet ofte er medsponsor til byens arrangementer. Og ja, det er vi. For os er det vigtigt at bakke op om byens arrangementer og en god måde at synliggøre Sømandshjemmet på.  F.eks. sponsorerede vi en middag og en lagkage til børnenes ACR. Til stor glæde var det hhv. Marius og Anton, der vandt disse gavekort. Så hele familien var til moskussteg og flødekartofler i påsken. Og de fire børn havde taget deres fineste tøj på. Lille Anton havde sin fine skjorte på. Vi nyder denne skønne familie, som vi lærte at kende til Sommersjov i juli, hvor de lige var flyttet til byen fra Lindved.

Aftenen efter ACR´s gallamiddag, var der koncert på Sømandshjemmet. Vi sponsorerede noget aftensmad til deltagerne, og til gengæld gav de en koncert. Der var mange tilhørere. Vi havde travlt med at få ryddet cafeteriet til koncerten kl. 20, fordi der også denne aften var fuldt hus til aftensmad.  Vi nåede det. Det var en rigtig fin aften, hvor der efterfølgende blev solgt kaffe og kage til de mange tilskuere.

Patrik Ryden og Annika Velling giver koncert i cafeteriet.

I påskedagene forsøgte vi at holde så meget fri som muligt. Værelserne skulle selvfølgelig soigneres, og der skulle være mad i cafeteriet. Alligevel synes vi, det lykkedes at få påskefreden til at sænke sig. Vi plejer at sælge spareribs i weekenden. Det valgte vi fra, så det var muligt med én medarbejder mindre i køkkenet om aftenen. Vi serverede så meget lækker mad som ”dagens ret”, så vi tror ikke, folk savnede noget.

Sømandshjemmet i vinterdragt.

I Vejle bliver der for tiden skrevet kontrakter med kommende volontører til Grønland. Vi får lov til igen at få 5 volontører fra sommer. Det er vi glade for. Vores hverdag hænger sammen, når vi har fem volontører, og vi kan koncentrere os mere om driften og mødet med gæsten. Her i påsken har en af vores volontører været på ferie, og det kunne mærkes. Vi nyder, at vi igen er fuldtallige, og at Simon er tilbage som souschef.

Ulempen er, at volontørerne optager mange hotelværelser. Det skal der findes en løsning på. Om kort tid får vi besøg af arkitekter fra Aarhus, som bl.a. skal være med til at finde løsninger på de udfordringer, vi har med manglende værelser og rum. Arkitekterne var med på konventet i Aalborg, hvor vi snakkede helhedsplan. Hvad skal der ske de næste 5, 10 og 20 år. Vi glæder os til deres besøg og er spændte på, hvad de kan byde ind med.

Bilen har igen været på værksted. Denne gang var det bremsen. Èn af volontørerne havde netop afleveret en flok gæster i lufthavnen, da han så på hjemvejen opdagede, at han ikke kunne bremse. Heldigvis skete der ikke noget. Bilen er nu kørende igen. Vi er glade for vores VW, der er noget over sådan en tysker!

Hmm, mon dette fartøj kunne være noget for Sømandshjemmet.

På vej mod langrendsløjpen.

Vi venter på, at Line og Tobias har været rundt på skiløjpen.

Preben, Tilde og Line på vej til Solbakken

Tilde klar til Scootertur.

Farvel til Line, Tobias, Tilde og Asta efter en dejlig påskeferie.

Preben er taget på snescooter til Kangerlussuaq sammen med Jan og en flok her fra byen. Jeg synes, det er en lang tur, og jeg vil nyde en stille friweekend her. Turen er på 165 km, og det vil tage 5-6 timer hver vej. De overnatter på vandrerhjemmet og kører hjemad igen lørdag. Temperaturen ligger pt på minus 6 grader, solen står op kl. 6.22 og går ned 20.50. Vi har nu flere lyse timer end i DK. Vi nyder lyset og glæder os over, at det også bliver lunere. Vi havde tøvejr sidste uge, og sneen smelter. Vejene er nu ved at være snefrie.

Jeg tror, resten af spaltepladsen skal dedikeres til Prebens scootertur:

Jan og jeg mødtes med en flok mennesker og deres scootere fredag over middag i udkanten af byen.
Vi var 13 scootere i flokken. Nogle af kørerne var i konfirmationsalderen og skulle køre turen til Kangerlussuaq for første gang. Jeg kan sige så meget, at det var ikke dem, der var de langsomste.

Første pause.

Det meste af vejen er sporet noget ujævnt, så det kan næsten bedst beskrives som at sidde på en rodeotyr og blive rystet i 5½ time. Vi kører også over fjorde og søer, hvor vi kan få lidt mere fart på, men mange steder er der også isskruninger, så isen på søerne er ikke altid så jævn, som man skulle tro.
Man kommer langt ud i ødemarken, hvor der ikke er mobildækning, så det er trygt at køre med en flok erfarne scooterkørere.

Frokostpause.

Dejligt vejr

Noget af Maskinparken på turen.

Godt halvvejs mødte vi en, som tog turen på cykel. Noget af et projekt. Han havde 2 pulke spændt efter cyklen med hans oppakning. Da vi stod og snakkede med ham, kom der en hundeslæde den modsatte vej. Det var Henning, som er en af kuskene fra Sisimiut, som vi kender. Han var på vej hjem til Sisimiut.

Cyklist, hundekusk og scooterkørere mødes på søen.

Om aftenen mødtes vi i scooterforeningens klubhus og hyggede os. Vi snakkede bl.a. med Anda, som kører turen ofte, næsten hver weekend, da han har familie og venner i Kangerlussuaq. Der var også nogle, der kunne berette om en tur på snescooter fra Sisimiut til Aasiaat, som de havde kørt engang. Vi fik endnu engang bekræftet, at mod og eventyrlyst er nogle af ingredienserne i den grønlandske kultur.

Så går det bare derud af.

Der burde være et par rensdyr på billedet.

Efter en god nats søvn, skulle vi mødes med nogle af de andre kl. 10:30, hen og tanke og derefter påbegynde hjemturen. Vi var 7 scootere, der kørte hjem lørdag. De sidste blev til søndag.
På hjemvejen så vi 3 rensdyr. Vi havde rigtig fint vejr begge dage, helt stille, få frostgrader og lidt sol. Man kom faktisk til at svede, når man kørte, fordi man sidder og arbejder med at holde scooteren på sporet og undvige forhindringer. Efter 5½ time var vi tilbage i Sisimiut. Der fik vi at vide, at rekorden er 1 time og 28 minutter. Det kræver nok noget mere sne med et mere jævnt spor at køre på.
Det var en meget flot tur og spændende at se landskabet og hyggeligt at være en del af fællesskabet i scooterflokken.

26. marts rejste Jens Chr. til Danmark efter 3 år i Sisimiut i denne omgang. En god ven af huset, som har hjulpet os med at lære byen og folk at kende. Jens Chr. har sine forældre i Sisimiut og børn i Danmark. Vi har aftalt at mødes i Danmark på et tidspunkt. Jens Christian er ansat i Blue Water.

Ha´ det godt alle. Vi tænker på jer.

Varme tanker og knus fra Preben og Jytte.

Arktiske aktiviteter.

Kære alle.

Så er der igen nyt fra Sisimiut.

Tillykke til alle, der fylder år i marts :-). 

Jyttes tre søskende fyldte tilsammen 157 år forleden. Stort til lykke! Vi glæder os til 100 års fødselsdagsfest, når vi kommer hjem til sommer. Tak fordi I vælger at tage os med til festen ;-).

Line, Tobias, Asta og Tilde ankommer planmæssigt til Sisimiut.

Nu har vi fået besøg af Line og Tobias, Tilde og Asta. Det er superhyggeligt. I aftes, da jeg puttede Tilde, sagde hun: Mormor, jeg savner dig så´n hjemme i Aarhus. Uha, det gjorde ondt, for vi savner jo også hende. Vi nyder meget at være tæt på dem i de fjorten dage, de er her. Det er hyggeligt. Selvom vi ikke kan holde fri, er det dejligt at være tæt på børnene i løbet af dagen. Tilde kan fint få en klud i hånden og hjælpe med at tørre borde af i cafeteriet. Eller sidde på en høj stol ved opvaskebordet og spise snacks, mens mormor vasker op. Hun har også været med rundt og gøre værelser rene i dag. Så får vi en lille snak, det er hyggeligt.

Asta og Tilde i legehjørnet i cafeteriet.

Asta er klar til en tur ud i solskin og minus 20 grader.

Siden vi skrev sidst, er vi blevet interviewet af en 4. klasse, som har haft projektuge. En gruppe på fire piger havde valgt at skrive om Sømandshjemmet. De besøgte os en mandag formiddag. Med sig havde de 17 spørgsmål om Sømandshjemmet. Hvorfor har I en så stor fryser? Hvilken trosretning har I? Hvor mange værelser har I på jeres hotel? Vi kunne svare på alle spørgsmål, undtagen et:  Hvorfor er Sømandshjemmet rødt? Vi måtte melde pas. Vi vil spørge nogen om det, nogen må vide det. Pigerne fik saft og en kage. De fik en rundvisning på Sømandshjemmet og en kuglepen med hjem. Det var en god oplevelse for dem, hørte vi senere ved stambordet. Én af stamgæsterne er bedstefar til én af pigerne.

Om aftenen var én af pigerne på besøg på Sømandshjemmet sammen med sin mor. De skulle have ”Burgermenu”. Det var tydeligt, at pigen ville vise sin mor Sømandshjemmet. En uge senere kom to af pigerne forbi igen. De ville vise os deres færdige projekt. Det var sjovt at læse. De havde gjort sig umage og sat fine fotos ind af Sømandshjemmet og af os.

Fremlæggelsen på skolen har været god reklame for Sømandshjemmet.

Jytte på Solbakken.

Vi har haft nogle uger med forårsagtigt vejr. Når temperaturen kommer op i nærheden af minus 8-10 grader, er her lunt. Specielt når solen skinner fra en skyfri himmel. I inderhavnen kan de små joller igen komme ind og ud af havnen. En fiskekutter har hjulpet til med at lave en sejlrende. Og lokale fiskere har trofast stået og prikket til store isblokke for at få blokkene til at drive udad i havet. 

En kutter holder skruen igang for at få isflager skubbet ud af havnen.

Temperaturen er i dag igen under minus tyve grader, og her er koldt. I næste uge stiger temperaturen igen, så vi skulle nå op imod frysepunktet. Vi har passeret jævndøgn, og dagene længes nu hurtigt. Solen står op kl. 7.15 og går ned igen kl. 20.09. Flere aftener har vi nydt at gå ud på Teleøen og se solnedgangen. Smukt er det.

På vej til Teleøen for at se solnedgangen.

Kystskibet Sarfaq Ittuk ankommer for første gang siden efteråret til Sisimiut d. 17. marts. Den sejler lidt zig-zag imellem isflagerne.

Livet på Sømandshjemmet er godt, vi nyder at være her. Her kommer dagligt mange gæster, som Sømandshjemmet betyder noget for. Januar og februar måneder har været nogenlunde travle måneder, både i cafeteriet og på hotellet. Marts måned startede stille. Losserne har ikke kunnet arbejde. Trawlerne har ikke kunnet komme ud af havnen pga. is, så der har ikke været losserarbejdere i cafeteriet. En af de store trawlere er på et værft i Island, det betyder til gengæld, at Christoffer dagligt kommer to-tre gange. Han er styrmand på trawleren. Hans hustru kender vi også, men hun er lige flyttet midlertidigt til Tasiilaq i forbindelse med sit arbejde. Hoteldelen har også været stille. Først i den forgangne uge er der begyndt at strømme til af gæster, og lige nu har vi stort set fuldt hus.

Der er både Arctic Circle Race (verdens hårdeste skiløb), GM i skiløb, Arctic Sounds (Musikfestival) og bordtennisturnering i byen. Derfor er der mange folk i byen. Her i påsken er der mange lokale, der tager i hytte ved 1. Fjorden eller ved 2. Fjorden. Men vi har ikke syntes, vi kunne lukke ned i cafeteriet pga. alle arrangementerne i byen. I år fik vi ikke ordren til gallamiddagen i ACR. Vi tilbød en pris, men vi var ikke de billigste, og vi blev derfor ikke valgt til at lave mad. Men vi vil nyde gallaaftenen mandag aften, som vi er inviterede til i forbindelse med, at vi sponsorerer værelser til ACR folk. Vi får også altid en billet til deltagelse i løbet. I år har vi ikke en fra Sømandshjemmet, som deltager, så vi har foræret billetten til Sabina, som er en god ven af huset.

Campen, hvor deltagerne overnatter i forbindelse med løbets 3 dages varighed, ligger i år kun 3 km fra byen. Vi var lørdag ude i campen og se til dem. Der var god stemning og hyggelig atmosfære derude. Vi var glade for, at vi ikke skulle sove i et topersoners telt i minus 25 grader. Mænd fra hundeslædeforeningen stod derude og skar fisk og spæk i stykker til uddeling. De var iklædt isbjørnebukser og så ikke ud til at fryse.

Vi mødte mange, vi kender. På den måde, kan vi godt mærke, at vi har været i byen i 1,5 år. Vi er blevet kendte, og vi ved, hvem mange er. Det er rigtig hyggeligt. Vi snakker med mange mennesker om små og store ting.

Rundtur i campen.

Diverse delikatesser, hvalspæk, tørfisk, laks og hellefisk, gøres klar til deltagerne i løbet.

I dag var vi nede på Spejdersøen og tage imod de sidste løbere, det var sjovt at se den begejstring og gejst, der vises hver enkelt deltager. Der bliver klappet af alle deltagere, og der bliver råbt et trefoldigt HURRA hver gang én kommer i mål.

Målstregen til ACR.

Spejdersøen hvor målområdet er placeret.

Mange frivillige tager opstilling og tager imod den sidste løber.

Den sidste løber eskorteres af snescootere det sidste stykke til mål.

Afslutningsdans for alle de frivillige til Arctic Circle Race.

Vi har pt besøg af en ungdomsgruppe fra en frikirke i Nordsjælland. De unge har været med i nogle af de aktiviteter, vi arrangerer ud fra Sømandshjemmet. Bl.a. har de været med på Alderdomshjemmet, i Anstalten, på Gertrud Rask Minde, og i dag var deres leder prædikant ved vores søndagssamling. Vi var i dag knap 40 mennesker til søndagssamling. Hyggeligt. De har også været frivillige ved ACR og sovet i telte i campen i minus 25 grader.

Kaffe hygge efter søndagssamlingen på sømandshjemmet.

De kommende dage bliver travle i cafeteriet om aftenen. Vi skal bespise 3 skiklubber (70 personer i alt) og musikdeltagerne ved Arctic Sounds (50 stk), samt vores sædvanlige gæster.

Den ene klub meldte først deres ankomst i dag. "Hej vi er 32 mennesker, vi vil gerne spise aftensmad her de næste 11 dage". 

Paulines mand, Kristian, hjælper en gang imellem i opvasken.

Vejret har været ustabilt. Én af volontørernes familie blev to dage forsinkede i Kangerlussuaq, og vores souschef kunne ikke komme herfra, da han skulle hjem til et bryllup. Vi håber, han nåede festen.

Vi har det godt. Hygger os med Line og Tobias, Asta og Tilde. Snart er det påske. Vi ønsker jer alle en glædelig påske.

Solnedgang på Teleøen.

Kærlig hilsen

Preben og Jytte.

Gravko i havnen og de højhælede sko luftes.

Kære alle, der læser med.

Så er der igen gået ca. 14 dage, siden vi sidst skrev på bloggen.

Vi synes, vi har meget at fortælle, nu bliver dagene jo også hastigt længere, og vi når at opleve mere i de lyse timer. Solen står op 7.15 og går ned igen 18.17. Temp i dag ca. minus 22.

Lige efter, I sidst hørte fra os, afholdt vi cafeaften på Sømandshjemmet. Cafeudvalget havde bedt Pipaluk om at komme her og fortælle om alt, hvad hun har gang i. Hun er sisimiutter og har gang i mange ting her i byen. Hun tager fotos og laver kunst bl.a. Vi havde en hyggelig aften, hvor der også var plads til at synge, og vi fortalte om, hvad der rører sig her på Sømandshjemmet lige nu. Pipaluk er meget engageret i Taseralik, vores kulturhus. Og der udover har hun fået ansvaret for kunsten i vores nye handicapcenter, som skal huse beboere fra hele Grønland.

Cafeaften

Vi har fået nye indbyggere til byen. Nemlig Marie, Philip og Alf. En sød lille familie. Marie er den nye leder på Museet, som ligger næsten nabo til Sømandshjemmet. Vi håber, familien må falde godt til i byen. Alf er 3,5 år og en meget frimodig dreng. Han venter på en plads i børnehaven. Philip er franskmand, han skal undervise på Sprogcenteret i byen. Familien har været her et par gange, dejligt for os at mærke, at de også bruger Sømandshjemmet som byens dagligstue.

Og så fik vi pludselig en hilsen fra en kollega fra Skejby. To sygeplejersker havde arbejdet i Nuuk en måned og var lige taget en tur hertil, inden de skulle hjem. Det var hyggeligt og sjovt. Den ene kendte halvdelen af kollegerne fra Y-Obs. Vi fik mange gode snakke om Skejby, og de omrokeringer, der sker der igen.

Stambordet har også haft besøg! En antropolog var forbi for at lave spørgeundersøgelser i forbindelse med kortlægning af folks levevis her. Der var flere sider, der skulle udfyldes. Og for nogen af dem, kunne det godt være lidt uoverskueligt. De fleste ved stambordet lever et stille, simpelt liv, hvor der ikke sker de helt store udsving. Og så pludselig at skulle svare på en masse spørgsmål fra en kvinde fra Universitetet..

I sidste uge skete der noget, som virkelig fik folk på gaden. Ja, bilerne holdt i kiggekø langs inderhavnen, og vi stod på trappen og kiggede ned mod inderhavnen. En gravko var kørt ud på isen for at skovle sne væk.. Pludseligt begyndte det ene hjul at synke, og manden panikkede og hoppede ud af førerhuset og kom i sikkerhed. En lastbil blev tilkaldt for at få gravkoen i land. Lastbilen væltede, og gravkoen beskadigede et skib, der ”lå i vejen”. Og så på en helt almindelig onsdag eftermiddag!

En mislykket redningsaktion af en gravko.

 D. 1. marts skulle vores chef Erik komme. Desværre strandede han i Kangerlussuaq. Vi havde glædet os til, at vi sammen med ham skulle til 10 års fødselsdagsfest i Taseralik. Om eftermiddagen var vi til fernisering ved en kunstner, Aka Høegh. Om aftenen var vi inviteret til en fin musikforestilling. Vi havde vores pæne tøj på, og for første gang, mens vi er her, blev de højhælede sko luftet. Som regel går vi i vinterstøvler og skitøj. Det var rigtig hyggeligt at blive inviteret til fest!  Bagefter var der reception med mange taler, hvor vi hang ud med byens folk.

Reception i kulturhuset Taseralik.

Erik nåede først frem fredag formiddag og blev her til mandag. Det var godt for os, at der var tid til gode snakke og samtaler. Det betyder meget for os, at vi kan vise vores sted og hus frem. Vi er jo stolte af vores Sømandshjem. Der blev også tid til et par snescooterture og en gåtur i byen. Vi havde arbejdsweekend, så helt fri kunne vi ikke holde. Om lørdagen var der 11 check ud, så der var mange værelser, der skulle gøres rene.

På scootertur med Erik til toppen af Karlsberg.

Flot, stille og stort.

Kællingehætten.

En lille bygdebåd forcerer isen på vej til Sarfanguaq

Så har vi også haft besøg af Anne og Torben fra Aarhus. De kom første gang for 1,5 år siden, kort tid efter vi var kommet. De havde set artiklen med os i Aarhus Stiftstidende dengang, og ville se, hvordan vi så ud i virkeligheden. Nu kom de så for at se, om vi stadig var her! Og de har lovet at tjekke os ud igen om et års tid! Det er hyggeligt med disse gæster, som bare lige kommer for dagligt at få deres frokost her, fordi de godt kan lide at komme her.

Der skete mange ting 1. marts. Udover Taseraliks store jubilæumsfest, og vores eget 1,5 års markering, fik vi også et hurtigere net i huset, som resultat af søkablet, som kom til Teleøen i september. De private husstande blev prioriteret, og fik hurtigere netforbindelse i december. Nu var det så erhvervskundernes tur. Nu er vores forbindelse gået fra en 4/1 Mbit til en 30/2 Mbit forbindelse. Det er en ændring, der kan mærkes. Også i prisen, så vi nu kan tilbyde noget billigere wi-fi. Det giver mere tilfredse gæster.

Isfigurer på spejdersøen.

I starten af ugen holdt vi medarbejderaften. Vi fortalte om, hvad vi havde oplevet på konventet i Aalborg. Det er vigtigt for os, at alle er så velinformerede, som det er muligt. Vi havde en rigtig god aften, hvor vi også fortalte om forretningsdelen. Det er dejligt at kunne rose medarbejderne for, at det går godt. Grønlændere er meget gode til at juble. Straks løftede de hænderne i flok og råbte et trefoldigt Hurra. Meget sjovt!

Bilen har det hårdt. Den er ikke glad for alt under minus 20 grader. Toyota har ikke kunnet hjælpe nok. Nu er det jo også en VW! BJ-entreprise har deres eget værksted. De har dygtige mekanikere ansat, og de har haft bilen på besøg der. Nu er der monteret både nye gløderør, og oliefyret er kommet til at virke, samt en blokvarmer er installeret i bilen. Nu starter den igen efter en rum tids opvarmning. Ulrik roste bilen. Han synes, den kører godt og er i god stand. Vi håber, den holder vores tid.

Bådene i havnen har det også hårdt. Der er et par fiskerbåde, som er sunket pga. at de er blevet mast af isens og tidevandets kræfter. Det har betydet, at mange andre bådejere har fået travlt med at save deres både fri af isen og vendt dem rundt, så de ikke ligger op ad kajen, hvor de risikerer at blive mast.
De store forsyningsskibe har svært ved at lægge til pga. isen. I skrivende stund kan vi se fra vores vindue, at Naja Arctica har brugt 1½ time indtil videre på at komme ind til kajen og lægge til.

Først er der et skib, der er sunket.

Et par dage senere er der endnu et skib, der er sunket.

Forsyningsskibet bøvler med at komme til kaj.

Der saves med motorsave i isen for at få både fri.

En trawler forsøgte at lægge til, men opgav og sejlede igen.

Lige nu har byen besøg af et par journaliststuderende. De skal skrive en artikel om fiskeri i Grønland til KD. De har siddet meget på Sømandshjemmet og skrevet på artiklen. Søde piger fra København. Da de hørte vores historie om, hvorfor vi er her, havde de mere lyst til at skrive om det. Men nu kan I, der læser KD glæde jer til en artikel om fiskeri i Grønland, skrevet i Sisimiut. På Sømandshjemmet! Vi har inviteret dem til at skrive om vores historie en anden gang.

Fredag var præget af besøg på Hotellet. To gange aflagde vi Sisimiut Hotel et besøg. Første gang var kl. 15 til reception hos Emil i anledning af hans afskedsreception hos Sisimiut VVS. 47 år i Sisimiut blev det til! Nu rejser han hjem til Esbjerg. Hans afløser er fundet: Miki. Og det viser sig så over en bid mad, at Mikis fætter er Rasmus, som er far til Rikke, som vores Laura rejste rundt med i Sydamerika. Verden er lille!

Vores gave til Emil var gratis mad på Sømandshjem i hans resterende to dage her i Sisimiut. Det er en mikromønt i forhold til de mange tusinde af kroner, Emil har lagt i Sømandshjemmets kasse. I mange år var han den første, der kom om morgenen, når vi åbnede. Sammen med Toyota-Hans. Indtil de gik på pension. Så kom de op til en halv time senere, og var ikke længere de første. Vi vil savne Emil. Vi har givet ham adressen til Caféen i Esbjerg, som Sømandsmissionen har samarbejde med. Håber Emil må få et godt liv der.

Anden gang vi var på Hotellet i går, var til Lions Club. Først for Prebens vedkommende til generalforsamling, og kl. 19 til spisning for os begge sammen med de øvrige løver og løvinder!

Preben blev valgt til klubmester. Nu skal han lige finde ud af hvilket ansvarsområde den titel egentlig fører med sig. ;o) Klubben i Sisimiut er nok lidt mere uformel og afslappet end gennemsnitsklubben.

Nu fri i we. Vi må se, om Scooteren kan køre, ellers bliver det en dag herhjemme, inden vi skal have gæster til taco lørdag aften.

Vi har det godt. Glæder os over, at volontørerne i næste uge skal til Aasiaat til træf med de øvrige volontører.

Mange hilsener med ønsket om en glædelig påske.

Fotografering til Taseraliks jubilæum. Læg mærke til Sømandshjemmets logo i baggrunden.

Jytte og Preben.