fredag den 5. januar 2018

Godt Nytår 2018.

Solen står op 11.15 og går ned igen 14.07. Temp. ligger på ca. minus 10 gr. Det blæser i dag 7 m/s. Det er vinter og koldt. Men dagen er allerede blevet noget længere, i forhold til sidst vi skrev.

Udsigt fra Sømandshjemmet.

Kære alle.

Vi har det godt, og vi er nu gået ind i et nyt år. Sidst vi skrev, var vi ved at lukke ned til jul, nu har vi åbnet igen. Vores stamgæster savnede os i julen. Som én sagde, det er godt at komme lidt hjemmefra. Han kommer her fast 2-3 gange om dagen. Han fortalte en dag, at hans pension lige nøjagtig rækker til besøgene på Sømandshjemmet samt elafgifterne i huset, hvor han bor. Han er én af dem, der klapper os på skuldrene. Han nyder også, når vi sætter os og drikker en kop kaffe sammen med ham. Han fortalte en dag om, at det var én af Sømandshjemmets tidligere bestyrere, der havde lært ham at ryge kød. Og efter det havde han bygget sin egen rygeovn og ryger nu selv de dyr, han skyder, og de fisk, han fanger.

En hundeslæde kommer forbi på Spejdersøen, da vi er ude at gå tur.

En anden af stamgæsterne havde også savnet os i helligdagene. D. 27. hvor vi åbnede igen, nåede han at komme 4 gange i løbet af 4 timer. Gad vide, hvor meget han kunne nå i tiden ind imellem?  Vi er glade for vores stamgæster. De giver vores hjem noget miljø. Stamgæsterne har deres faste bord i cafeteriet. Første bord til højre indenfor døren. Hvis andre i uvidenhed har sat sig der, får de dræberblikket. Og nogen gange, bliver der udover blikket sagt nogle ikke altid for kønne ord. Og indrømmet: Det virker også forkert, hvis stamgæsterne sidder på andre pladser, end der, hvor de plejer.

I dag kom Sigurd tilbage til byen. Han har været væk i 3 måneder. Han har familie både i Nuuk og Danmark og andre steder. Sidst vi mødte ham var i september i kulturhuset i Nuuk, hvor han pludselig trådte ind på den café, hvor vi sad i forbindelse med vores besøg der til VNTM. Vi har mange gange snakket om, hvor Sigurd bliver af. Nu er han tilbage. Det giver noget tryghed, når de, som skal være her, er her. Lige nu savner vi både Gustav og Emil. De har søgt varmere himmelstrøg her i vinter. Det plejer de at gøre. Men de må snart komme tilbage og indtage deres faste pladser på Sømandshjemmet.

Inderhavnen er igen frosset næsten til.

Lys på kors på kirkegården.

D.23. til midnat er der tradition for, at byen samles på kirkegården og tænder lys ved gravstederne. Også vi tog derop. Det er meget højtideligt og stemningsfyldt. Mandskoret Malik er også med og synger afslutningsvis et par julesalmer ved det store kors. Vi forsøger at deltage i de arrangementer i byen, som vi mærker er vigtige for indbyggerne. Vi tror, det gavner vores kontakter til Sisimiutterne.

Vi har haft en rigtig dejlig jul. Lego sponsorerede en masse æsker Lego/Duploklodser, som blev sendt herop, og som vi brugte til julegaver til børnene. SMF (Sundhedspersonalets Missionsfællesskab) sponsorerede med penge, ligesom Nunafonden gjorde. Vi kunne derfor give 43 mennesker en rigtig god jul. Og for os var det også i år en rigdom at kunne give disse voksne og børn en uforglemmelig aften. Vores volontører har også givet udtryk for, at det var en stor oplevelse at holde jul på en anderledes måde. Vi inviterede til kl. 16, hvor æbleskiverne var klar. Alle var klædt i bedste tøj, og her duftede af and, flæskesteg og rødkål. Sidst på eftermiddagen hjalp børnene med at pynte juletræet, som stod i konferencelokalet, og deres øjne strålede om kap med lysene på træet.
Kokken havde været i gang med julemiddagen i mange timer, og kl. 17.45 kunne vi sætte os til langbordet. Vi havde dækket to lange borde i forlængelse af hinanden ned gennem cafeteriet. Det var så fint. Vi havde pyntet med røde bordløbere, lys, gran og servietter. Ud over flæskesteg og and, serverede kokken medister, hvide og brune kartofler, franske kartofler, rødkål og to slags sovs, én til flæskesteg og én til and!

Bordene er næsten klar nu.

Kokken iført julemandskostume.

Der var ris á lá mande med kirsebærsovs til dessert med 3 mandler, men kun to af mandlerne blev fundet..
Børnene kunne næsten ikke vente længere nu. Efter en kort opvaskepause gik vi ind til det store juletræ. Der var nu kommet gaver under træet. Vi sang 3 julesalmer på dansk og grønlandsk, og juleevangeliet blev læst på grønlandsk. Og så blev der delt gaver ud til alle. Det var en fest.
Nu trængte vi til lidt sødt og en kop kaffe, og vi sad og hyggede og snakkede med vores gæster, indtil de gerne ville køres hjem. Det var en fin og igen uforglemmelig aften.

Ventetiden er lang.

Gaver deles ud.

Mercy og Emilie synger. Oh, Holy Night.

D. 25. om aftenen holdt vi jul i lejligheden for vores volontører, Simon, Kristian og Andreas. Sidstnævnte er bror til én af vores volontører, og han læser til arktiskingeniør her i byen. Det var en god aften. Vi havde alle mulighed for at bestemme en julesang/salme, så det blev 10 sange i alt! Simon akkompagnerede på guitar.



Jul i lejligheden d. 25. dec.

Vi har nydt lukkedagene. Vi har på skift haft vagt to og to, så hotellets gæster også har fået en fin service og morgenmad.
Vi havde åbent i cafeteriet 27.-30. dec., og så lukkede vi igen ned til nytårsaften og -dag. 

Nytårsaften i lejligheden.

Lækker dessert.


Nytårsaften holdt vi en privat fest i lejligheden for volontørerne, Simon og vores venner Kristina, Jan og drengene. Det var også en dejlig aften. Vi hjalp hinanden med maden, og vi manglede bestemt ikke noget. Der bliver fyret rigtig meget fyrværkeri af i Sisimiut. Og gadelygterne bliver slukket både kl. 20 og til midnat, så fyrværkeriet kommer til sin ret. Begge gange af en halv times varighed. Der havde været snestorm i løbet af dagen, så vi var lidt spændte på, hvordan det skulle blive om aftenen. Men til drengenes store glæde, lagde vinden sig. Om eftermiddagen var vi på vej op til Brugseni, hvor brugsuddeleren ville give et show. Vi måtte opgive. Himmel og hav stod i et. Vi kunne ikke se, hvor vi gik, og vi måtte vende om.

To volontører kører afsted på scooteren.

Scooteren er køreklar igen. Volontørerne har været på ture. Vi har ikke været afsted endnu. Men det kommer. Mellem jul og nytår havde vi travlt med statusoptælling, men heldigvis kom det ikke til at fylde så meget som sidste år, dels fordi skemaerne var bedre, og dels fordi vi havde fået det forberedt bedre. Nu kommer revisoren i næste uge, så må vi se, hvordan det er gået.

Preben omringet af volontører.

Vores aktiviteter er i gang igen. I onsdags var vi 16 i strikkecaféen. Det var hyggeligt at sludre og have et fællesskab igen med strikkedamerne fra byen. Og kokken havde kreeret rugbrødslagkage til anledningen. Det var helt på sin plads, da vi var ikke mindre end 4 måske 5 sønderjyder.
Januar måned bliver præget af udskiftninger af medarbejdere. Dels rejser William til Nuuk og Simon til Irak. I stedet kommer Søren, som tidligere har været volontør i Nuuk og Simon B, som skal afløse Simon S, mens han er i Irak. Vi vil komme til at savne William og Simon.
Til slut vil vi sige tak for alle hilsener og mails, vi har modtaget. Det er guld værd for os at høre fra jer. Det trænger vi så meget til.

Kristian tog hjem d. 28. Dejligt med hans besøg her!


Ha´ det godt, alle.

Kærlig hilsen til jer alle fra os, Preben og Jytte.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar