fredag den 21. september 2018

30 års bryllupsdag

Septemberhimmel er så blå.


Den sang vi en dag i denne uge til vores andagt. Høj blå himmel og klar luft, har vi haft. Solen stod i dag op 7.16, og den gik ned igen 19.40. Temperaturen i dag har været 1 plusgrad. Det lyder ikke af meget, men luften er meget tør, så det føles noget lunere. I denne uge har det for første gang i denne sæson sneet. For et par dage siden vågnede vi op til sne på jorden..  Det har længe sneet i fjeldene men ikke på landjorden. Det kan blive en lang vinter.

Den første sne nede i byen faldt d. 20. september.

Siden vi skrev sidst, har vi haft besøg af Margit og Finn. Det var superhyggeligt at have besøg af jer. Tak fordi I tog turen hertil! Margit og Finn kom i en travl periode. Opsigelse fra en medarbejder, ansættelse af nye medarbejdere, mange sygemeldinger, fuldt hus på hotellet, mange gæster i cafeteriet og kursus hver dag den første uge. Vi tror nok, Margit og Finn syntes, vi havde nok at se til. Tak for hjælpen i opvasken allerede fra dag 1!

Der er fart på i opvasken, når Bamse og Kylling smøger ærmerne op.

Heldigvis blev der mere ro på i weekenden og de sidste par dage, de var her. Vi havde mulighed for at holde fri i weekenden og var på vandretur rundt om Ulkebugten samt på tur langt ud i baglandet, hvor der var de smukkeste efterårsfarver. Heldigvis så vi også en hval, da vi kom ud bag dumpen til klipperne. Vi har set flere hvaler i år i forhold til sidste år. Pukkelhvaler.

Flot aftensol, på vej til Teleøen.

Kaffemik i forsamlingshuset. En af vores medarbejdere, Kristine, holdt 55 års fødselsdag.

Vi holder pause med Margit og Finn på kystruten.

Margit og Finn drømmer om at komme igen og komme ud og køre på snescooter.
30 års bryllupsdag. Volontørerne har sørget for æresporten.

Skønne efterårsfarver i baglandet.


Lærere og studerende fra VIA i Aarhus har været i Sisimiut for i samarbejde med lokale grønlændere at bygge en otte meter høj isbjørn i papmache. Vi hørte om projektet for ca. en måned siden, hvor en person var forbi Sømandshjemmet for at spørge, om vi havde game aviser, Råstofskolen kunne få til at bygge en isbjørn i papmache. Kulturprojektet hedder ”Isbjørnens styrke – Vores styrke”. Isbjørnen skulle danne ramme for en 2-dages festival med fokus på de unge grønlænderes styrke fremfor de negative tendenser. Den otte-meter høje isbjørn skal nu på turné til flere grønlandske byer, inden den i 2020 formentlig bliver en del af Aarhus Festuge. Så vil vi hilse på det store dyr igen. Vi var forbi Råstofskolen flere gange, mens ”byggeriet” stod på. Det har været spændende at følge og snakke med den entusiastiske projektleder Klaus Rubin og hans store hold af italienere, danskere og grønlændere. En dag, vi kom forbi, sagde han til eleverne: Det er dem fra Sømandshjemmet! Og en af eleverne, som var italiener, sagde: ”Stegt flæsk med persillesovs”. Det var det, han forbandt med Sømandshjemmet. Han elskede det, og vi kunne fortælle, at det var på menuen dagen efter. Han kom, men desværre var der udsolgt! En dag sponsorerede vi kage og saft til 100 personer, som alle var knyttede til projektet. Vi forsøger, at gøre en lille forskel i byen, der hvor vi kan.

Isbjørnen kan vise tænder.

Isbjørnen er bygget op omkring et metalstativ.

Det færdige resultat. Flot arbejde!

Vi har haft en fin sensommer. Flere dage med blå himmel og skyfrit om natten. Det har også betydet, at vi igen har set det flotteste nordlys. Volontørerne lånte vores fotostativ og tog ud til lufthavnen, så de kunne få fine billeder. Det giver de flotteste billeder, når man befinder sig udenfor gadelys og andet lys, der forstyrrer. Men vi kunne også se det flotte syn fra vores altan. Det er noget ganske særligt at se nordlys, synes vi. Hver aften, inden vi går i seng, kigger vi ud af altandøren for at se, om vi går glip af noget.

Nordlyset bølger.


Lige nu har vi besøg af en antropologistuderende fra Aarhus. Ann Charlotte kom d. 11. september og er i Sisimiut indtil d. 26. sept. Hun skal undersøge grønlandske børn og unges vilkår her og i Danmark. Hun blev hentet i lufthavnen og vist rundt i byen i ca. to timer. Siden har vi kun set Ann Charlotte sporadisk. Hun har været eminent til at opsøge de unge, hvor de er. Hun har fået rigtig mange kontakter i byen og har ikke haft tid til savne sin lille familie i Stjær. Vi er spændte på at se resultatet af Ann Charlottes undersøgelser. Ann Charlotte fyldte 30 år d. 20. og blev fejret både her og på kollegiet, hvor hun har fået mange kontakter.

På hotellet har vi fortsat stort set fuldt hus. Og her i weekenden er den hel gal med overnatningsmuligheder i byen. Hver andet år bliver der afholdt Fiskerimesse i Sisimiut. Det er i år, det er nu i denne weekend. Alle overnatningssteder er udsolgte i byen. Vi har fået utallige henvendelser fra folk, som håber, vi har fået et hul. Det har vi ikke. Fuldt belagt! Banneret er kommet op over hovedgaden. Et banner med et par fisk på. Det signalerer, at fiskerimessen finder sted i hallen. For to år siden kom vi til Sisimiut op til denne weekend. Så det giver os nogle associationer fra vores første tid her. Vi har besøgt messen i dag. Og vi mødte én fra Skive, som kunne huske os fra for to år siden, hvor vi lige var kommet. Han sælger net til trawlere.

Vi har også mødt én med tilknytning til fiskerimessen, som kender formanden i Sømandsmissionen. Han synes, vi løber stærkt, og han har lovet at videregive en hilsen til Hans Peter i Hvide Sande.

Der har også været flere arrangementer udover de sædvanlige. Der har været afholdt skurmøde i konferencerummet, hvor byens arbejdsgivere mødes og holder møde. Herfra deltager Preben. Ordet skurmøde signalerer, at det mest er for mænd. Denne gang handlede det mest om kommunens ønske om at få reduceret antallet af containere, der står inde i byen.

Byens turistråd afholdt også for nylig workshop på Sømandshjemmet. Det var foreningen af Arctic Expeditions Cruise Operators, AECO, der havde tilbudt at hjælpe med at lave nogle specifikke retningslinjer til krydstogtsturisterne for Sisimiut. Vi glæder os altid over, når vi bliver spurgt om at lægge hus til byens arrangementer. 

Og så har vi igen kursus i konferencelokalet. Det giver en masse liv og en masse travlhed. Specielt når det falder sammen med sygdom og andet fravær af personalet. Man kan ikke sige, at Sømandshjemmet ligger stille hen. Nej, det er her, det sker!

Den nye kunstgræsbane er færdig. Den bliver flittigt brugt.

Sidste weekend fik vi holdt budgetmøde med chefen. Erik Ramballe skulle være kommet om onsdagen, men han kunne ikke nå Grønlandsflyet i København pga. tekniske problemer i Billund. Erik nåede først frem til os fredag aften. Efter lidt mad fik vi lavet driftsbudget og var færdige ved midnatstid. Næste dag fortsatte vi med investeringsbudgettet. Erik skulle med flyet ved middagstid, så vi arbejdede intensivt. Nu afventer vi godkendelsen i bestyrelsen/forretningsudvalget. Vi kunne sagtens have brugt meget mere tid sammen med Erik. Faktisk havde vi håbet, at han strandede her, men det var ikke tilfældet denne gang.

Vi mangler stadig at få udført håndværkeropgaver i år, som kom på budgettet sidste år. Ting tager tid her. Tålmodigheden sættes ofte på prøve. Men nu skulle det være ganske vist: Johnny siger, håndværkerne går i gang på mandag! Det er kundetoiletterne, et gavlvindue og de sidste to trægulve.

Aftenlys.

En canadisk trawler kommer i havn.

En sejlbåd fra Polen, har taget turen over Atlanten fra Portugal. Der var for meget is i Nordvestpassagen. Derfor er den nu vendt om, og sejler syd på. Bemærk vasketøjet!

En Grønlandsk jagtfalk, set fra vores altan. Fra pålidelig kilde forlyder det, at den er efterstræbt af falkonerer og har været det igennem mange år.

Mandag hentede vi Simon Søvndal i lufthavnen. Han er nu tilbage som vores souschef efter endt ophold i Irak. Det glæder vi os over. Simon var oprindelig volontør her et år, inden han blev souschef. En gammel aftale gjorde, at han skulle til Irak som leder af Soldatermissionens hjem der. Nu er han her igen. Det er dejligt. Simon er kendt i byen, og han gør det godt for os, for Sømandshjemmet og byen. Vi glæder os over, at der igen kommer gang i vores udadrettede arrangementer på havnen, på anstalten, på børnehjemmet mm.

Dette bliver vores sidste blogindlæg, inden vi skal til Danmark en tur. Vi glæder os til at fejre Lisbeth og Oles bryllup og Else Johanne og Pers sølvbryllup. Vi glæder os til at mødes med mange af jer og se og mærke vores børn og børnebørn. Vi ses!

Skønne efterårsfarver.

Håber I alle har det godt.
Tusind tak for hilsener og mails. Det betyder rigtig meget for os at høre fra jer. Tak for det!

Kærligste hilsener og tanker fra Preben og Jytte.

1 kommentar:

  1. Tillykke med jeres bryllupsdag. Det er altid dejligt at høre fra jer - og se de dejlige billeder, I sender med. Godt at høre, at I har taget godt imod Simon. Hils ham mange gange. God ferie til jer. Kh Hans og Rita

    SvarSlet